Sophus Claussen (1865–1931)

Man søger til de store Byer med den Forestilling, at man skal leve med, faa Del i det store Fællesskab, mærke Tidens Aande og Puls. Men intet Sted finder Digteren Sammenhængen mellem levende Væsner løsere end i Storstaden.

      Intet Sted er den ensomme Grubler ensommere og mere overladt til de graa Stemninger, som for et Verdensbarn er Døden.

            Seks Maaneder belyses af en Sols forfrosne Skær,

            i andre seks det vælder med Taage allevegne.

            Det er et Land mer øde end Polarisens Egne,

            ej Græs, ej Kilders Rislen, ikke Dyr, ikke Træer.

                        (Charles Baudelaire: Helvedblomster)

Alle Livets daglige Ytringer faar et Præg af Ensformethed og lige Værd, af robust og halvmut Nøgternhed.

      Det gælder, i hvad der saa sker. Der er intet særligt ved Hændelsen, uden det, at den netop hænder.

      Man kan, hvis man er en nøjsom Sjæl, maaske finde Træk af en vis Hverdagsadel, som gør de smaa beskedne Ting glædeligere.

      Her vil Fantasien stænge sig inde nærved Himlen som en gammel Stjernetyder —

            for at bygge i Natten sine Maanerigers Slot,

            drage Sole af sit Hjerte og skabe uden Skranker

            en Dunstkreds’ lune Luft af sine brændende Tanker.

                        (Helvedblomster)

Kunstneren, Drømmeren er bleven utaalmodig over den nære Virkelighed, som han skyder fra sig. Og nu digter og skaber han. Der sker en Sceneforandring. Den kendte Hverdagsdigtning med sin trøstesløse Dekoration fra Gaarde og Stræder forsvinder.

      I Stedet for overraskes Verden af nye Sange og Syner, der ligesom svæver i Luften.

      En Længsel efter en Farve! en Drøm om en Tone! og Fantasien har selv i et Anfald af Stemning, af Hu, af Genialitet skabt et Rige i Skyerne mellem Skorstene og Telefontraade med Udsigt til Trætoppe og Snekrystaller.

      Det nederste af denne himmelstræbende Dekoration skjules endnu under Dampe og Taager, som vælder frem mellem Sofiterne.

      Men Tanken taber sin Træthed heroppe ved Tagrenden og „slaar sine Ravnevinger ud”. Vi opdager her, at Drømmen eller Lidenskaben „faar Vinger”, at Sukkene faar Fødder at gaa paa.

      Sceneforandringen fuldbyrdes, og alt bliver klart fra Tag til Gulv. Et Palads slaar Rod, og nu staar der en ny Façade, muret, teknisk og videnskabelig velbegrundet, hvor Folk gaar ind og ud.

      De skal ikke tro, at denne nye Bygning var saa svævende, den støtter sig til Tidens Tænkning, Opfindsomhed og Kunst, et helt Stillads af Love og Kendsgerninger.

      Digteren er paa sin Maade ligesaa ufejlbarlig, som et optisk Instrument. Med sine vaagne Sanser og med sin Indbildningskraft kunstnerisk indstillet paa at fange de Lysglimt, hvormed Tingen røber sig for ham.

      Til Stemningens Genkaldelse anvender han Billeder, Ord, Lydtegn, som vaagner til Live af sig selv et Sted i hans Hjerne, og som ikke skal tages for andet end Omskrivninger og Virkemidler.

      Men hvad om dette Punkt i Hjernen i Stedet for de formentlige poetiske Billeder og Sindbilleder nu sendte ham fuldt kontrolerede og rigtige Iagttagelser, opsnappede fra Universet ad traadløs Vej eller gennem Traade, vi endnu ikke kender?

      Lad mig give et Eksempel: Engang i en Anmeldelse af „Rosmerholms” Opførelse i Paris skrev jeg om Ulrik Brendels Fremstiller, at han havde dette Hamletske skraa Blik, der synes at komme helt oppe bag fra Hjernen.

      En dansk Videnskabsmand og Øjenlæge spurgte mig, saa snart han saa mig, hvorfra jeg vidste dette.

      „Vidste hvilket?”

      Jo, man havde netop ved at dissekere — ikke Hamlet, men nogle Abekatte — opdaget, at Synsnerverne var befæstede til det bageste af Hjernen, og nu vilde den lærde Læge paa ingen Maade tro, at jeg ikke havde læst en Tøddel derom.

      Men sandt at sige, dette Spørgsmaal interesserede mig aldeles ikke. Jeg havde kun søgt efter et Udtryk for en Sansefornemmelse og var saaledes — forstod jeg — kommet paa Spor af en splinterny Sandhed.

      Der findes i dette ingen Mystik, men det var en Opmuntring for Poeten til at vise en Tillid til sin Fantasi, som siden blev frugtbar.

      Hvad om denne Anen og Gætten var det virkelige og direkte Udløb af Vande fra Kundskabens Brønd — saa at Digteren først følte, hvad Videnskabsmændene møjsommeligt maatte regne sig til.

      De maa godt, hvis De vil, smile ad dette Digterhovmod, eller denne Skaberidealisme, Kunstnerens Tro paa Inspirationen.

      Intuition kalder man det ogsaa. Eller Underbevidsthed.

      Videnskabsmændene kan ikke altid lide den, men jeg skal sige Dem, Videnskabsmændene er Mennesker, som vi andre, og de har en Gang ogsaa været unge Mennesker, ja, hvad mere er, Lyrikere, Fantaster, glade Børn. Ofte undfanger de, som i Ungdoms Leg, deres Systemer. Bagefter bliver de Videnskabsmænd for at udbygge og bevise Systemerne.

      Digtere er vi alle fra først af. Man vælger sin Vej med Aandens lunefulde Lethed, med en poetisk selvfølgelig Frihed. Bagefter kommer Byrderne, Opgaverne, Beregningerne af Murenes Bæreevne og Slæbet med de mange Sten.

      En Gang før i Tiden var det Videnskabens Opgave at vise Mistro, Nøgternhed, ja ligefrem Vantro.

      Forsigtighed er naturligvis stadig en Borgmesterdyd og dobbelt nødvendig i en Generation, som er begyndt at svæve i Luften og gaa paa Vandene, mens aandelige og tekniske Eksperimentatorer gennemtrænger Tingenes Indvolde med deres Søgelys og vinder Magt i hidtil hemmelige Verdener, X-Straaler, Lydbølger m. m.

      Til at vove Forsøgene hører en ny Aand, Fremtidstro, Tillid til Tingenes Klarhed og rigtige Sammenhæng, som ikke viger for Modsigelserne. Ja, en Smule Overtro, som Skipperens paa den lange Rejse, kan være nyttigere end den pinlige Kritik.

      Derfor er Videnskaben ikke mere en udeltagende Tilskuer til Menneskenes frie Udfoldelse. Den er selv gennemtrængt af Tiden — som De og jeg — og som en Vaabenskole i Pagt med Tidens Aand. Den er Tanke og Handling, Centaur: Mand og Hest.

      Dette er, ved vort Universitet i hvert Fald, ikke udartet til nogen Futurisme. Jeg vil besindigt kalde det en ny Idealisme, som langsomt, ganske langsomt arbejder sig frem, saa at den Modsætning, der før var mellem Tro og Viden, nærmest henvises til de teologiske Diskussioner: Vor Tro er nu vor Viden, vor Viden er vor Tro. Og vi er Brødre.

      Poesien har ventet paa Videnskaben. Og det gik her som i en Allegori, jeg engang har skrevet om „Vaaren og Træet”:

            Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt.

            Det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt,

            tre Døgn, tre fulde Nætter — man finde dem ej nemt.

Den megen Mistro, Nøgternhed, Vredladenhed, som i ældre Slægter var de Lærdes Orm, stammede sjældnere, end man tror, fra en grundig Kritik, og ofte fra en paa Sædvane rodfæstet Vantro.

      Da der ingen Grænser er for, hvad Menneskene kan tillade sig at tro, er det selvfølgelig ligesaa ubegrænset, hvad de kan tillade sig at tvivle om, selv de højest ansete, de bedst begavede, som har endog meget pæne Manerer.

      Literatur, Musik, Malerkunst, Skulptur, alt saadant noget, som De sikkert mener, man selvfølgeligt beundrer paa et vist Dannelsestrin, kræver en Forudsætning, som ikke erhverves ved Skæbnens pludselige Gunst, som Formue, Smykker, Avancement, heller ikke ved Slid, Kundskaber, Lærdom. Ja, selv om man har Forældre med saadanne Interesser, mener Børnene maaske, at det lettere kan undværes.

      En ung Dame, der ikke vilde være tilfreds med sig selv, hvis hun viste Uhøflighed eller Mangel paa Form, bliver ganske fornærmet og tror, De er gal, naar De forlanger, at hun skal tale høfligt om en Bog af Deres Yndlingsdigter.

      Her er Velopdragenhed ikke nok. Der skal Opdragelse til.

      Man maa kunne klamre sig til en Tone, forelske sig i en Farve, finde den igen som en Drøm, hvor andre intet ser. Hvis Tone, Farve, Drøm forbinder sig, bygges en Himmelbro, som i Julesalmen:

            Paa Stjernetæpper Lyseblaa

            skal glade vi til Kirke gaa.

I al Tænkning, i den religiøse, den videnskabelige og den digteriske, er det tilsidst Indbildningskraften, man støtter sig til, naar det andet svigter.

      For de kristne hedder det „Traaden fra oven”. For Videnskabsmanden er der ingen Ulykke sket, selv om Jorden glipper under Fødderne. De kalder det x eller y eller z. Intet er dem mere kærkomment end at eftersøge og bestemme saadan noget ukendt, selv om det bliver x/∞ (x divideret med uendelig) og forsvinder som Snus. Tænk, om de skulde finde en ganske ny Aarsag eller noget uforklarligt at indregistrere, saasom et hidtil ikke paavist Grundstof, et Radium paa den gamle Klode, hvor Kemikerne har endevendt hvert Støvgran. Om ikke andet er at finde, er der altid en smuk Formel at gøre.

      Katolikerne har Traaden fra oven. Digteren har Traaden i sig selv, den uendelige Sammenhæng. Om man ikke forstaar den i hver Sang, hver Strofe, hvert Vers, betyder mindre. Han har maaske med Hensigt villet spænde Ben for den Forfarne og faa den Selvkloge til at snuble. Det væsenligste er, om De forstaar, at bag disse tusinde Sange med deres Rim og Sindbilleder er en Hensigt, en Ro, som hos Luftsejleren, der ikke kæntrer, en Tryghed for Sjælen midt i den store Hvirvel og Rastløshed.

      Hvad jeg har sagt om en Forfatter et Sted, at han havde sit Talents Aand, er kun et simpelt Udtryk for det, der er Mesterens Kendetegn.

            „Vi oplever Verden til Vogns og pr. Baad,

            som en indviklet Fabel med endeløs Traad.”

Hermed er mit Emne udtømt. Men Æventyret om den moderne Lyrik er ikke dermed til Ende. Det vil følge sin Traad i den endeløse Natur, som de Gamle kaldte det — modtage Aabenbaringer og udføre Bedrifter. Og naar alle Tidens flittige Muser strikker med af det uendelige Garn, vil man efterhaanden faa denne Natur til at lyse i mangfoldige nye og ægte Mønstre.

      Men Omverdenen har ogsaa sin Lyrik, som er umiddelbart mere haandfast end vor.

      At der ligesaa godt kan udspringe Vulkaner, som Svibelløg, tør vel ingen benægte for nærværende.

      Selv med den uendeligste Traad og den uendeligste Taalmodighed tager det en guddommelig Tid at naa helt igennem Verden.

      Lavafloder standser os, i hvilke ingen Baad og intet Spind af Beregninger undgaar at forkulles.

      Her maa vi flyve over.

      Flyve lige lukt ind i den uendelige Himmel med et Instinkt som Hanbiernes ved Bidronningens Bryllup højt i Luften. Maeterlinck har beskrevet dette Vidunder —

      Da gælder det at udløse den Rhytme, man har i sig — at styre efter den udødelige Aritmetik, som bruges af Væsner i Bevægelse — den fuldeste Frihed og den højeste Ligevægt.

      Man kan hædre Maurice Maeterlinck som Digter, hvorledes man vil. Men Tanken i Bogen om Biernes Liv, den suveræne og fanatiske Livsjubel, der sikrer Slægtens Fortsættelse gennem én, mens de Titusender dør — er en Opdagelse saa menneskelig, som ingen anden.

      Hvad bliver Don Miguel Cervantes med sin parodiske Ridder Don Quixote af La Manca overfor disse heroiske Bisværme, tagne lige ud af Naturhistorien?

      Don Quixote, ved hvis Bedrifter Drengene for hundrede Aar siden læste sig blege af Begejstring, maa inddrages i vore upartiske Betragtninger og befries for voksne smaa Menneskers flittige Spot.

      Don Quixote var en ædel og tapper Ridder. Havde han fejdet i vor Tid, vilde han ikke behøve at kæmpe med Vejrmøller. I alt Fald, naar han saa’ et saadant Uhyre komme vandrende over Valpladsen, kunde han med Rette anse den for en Fjende.

      Det er ikke Don Quixote, som havde for megen Fantasi, men det er Cervantes’ Læsere, som har for lidt, hvis de blot finder Ridderen latterlig med hans Armod og hans ledige Lanse.

      Ungdommen maa tro os, det er en lyrisk Kendsgerning: I vor Tid skal Indbildningskraften være modig som en Bi. Og Don Quixote er ikke latterlig i den Grad, som man tror. Havde han levet iblandt os i København, vilde han maaske have øvet de Gerninger, som Rabelais’ Kæmper, Pantagruel eller Gargantua, udførte ved Notre-Dame de Paris: Han vilde have hægtet Raadhusklokkerne af og gaaet bort med dem paa Nakken —

      Og han vilde ikke have leveret dem tilbage, før de smaa, flittige Mennesker fra Raadhuset var komne adskillige Gange i Deputation til ham med mange bekymrede Henstillinger.

      De smaa bekymrede Mennesker paa Raadhusene er en Kendsgerning i alle Byer. De mangler Fantasi. Og de ringer altid med Klokkerne for de forkerte.

      Men saa kommer Aandens Kendsgerninger og tager disse Klokkere i Nakken.

      Tvivl ikke om noget i vor Tid, da alle Drømme og alle Mareridt flyver gennem Luften.

      Det bliver en Gang nødvendigt, at Klokkerne ringer rigtigt. Lad dem ringe, naar Broen bygges mellem Realisme og Idealitet, mellem Jord og Sjæl. Jeg tror, at uden at elske Realitet kan man ikke forstaa nogen Idealisme. Jeg tror, at uden Idealisme er der ingen Realitet.