RomLe pape est athéePaa alle middelalderlige Mure i det ugudelige Paris,ved alle Kloaker i det forhen katholske Paris,havde den fløsede, fingernemme Ungdom fra den tredje Republikmed stor Forargelse ridset:„Paven er Atheist.”Da Staten paa sin Bekostninghar ladet Friheden, Ligheden og Broderskabetindhugge paa alle Seinebyens Kirker,er det kun en Selvfølge, at den travle Ungdomhar efterladt sin Haandskrift ved alle Kloakerne:„Paven er Gudsfornægter.”Jeg forarges ikke paa de unge Mennesker i Paris, der er saa dekorative.De lever paa en Kvist sammen med deres Pigeog forhaaner Gud og Paven.Jeg har selv min Elskede i Paris,og jeg ved, at vilde Pigebarnet elske mig,vilde hun blusse af Ømhed for mig,men hun forlangte af mig min evige Salighed— jeg forhaanede baade Gud og Paven.Jeg har set hende i pragtfulde Sale,midt i den forundrede Mængdestolt og rolig smile mig i Møde,udsætte Navn og Rygte for min Skyld.Jeg har tænkt: det ender vel en Dag med,at hun midt i Mængden lader de sidste Omsvøb falde,at den stolte elsker mig for alles Øjne —alt imens hun vedblivende nægter migden verbale Tilstaaelse af sin Elskov.Og hvis dette maatte ske — jeg er beredt!Jeg er beredt til at afsværgemin Salighed — min Himmel — mit Alt...Thi foran hendes gennemsigtige Øjneer det, som om jeg selv fordobles,mit Mod, min Manddom, mit Livs Fylde, mine fem Sanser.De Ord, vi taler til hinanden, er ikke Ord,og Billederne er ikke Billeder eller Farverne Farver,men Ordene er selv Ting, der fornemmes,nogle som fyldigt Læder, nogle som skørt Musselin,nogle helligmørke som Himlene paa florentinske Malerierog andre duggrønne, duftende som dansk Kløver.Hun fordobler mig, naar vi taler til hinanden,saa jeg holder Jordens Axe og Stjærnelegemernei mine faste Hænder.Og Dagen derefterer jeg helt smykket med usynlige Myrter.Hvis hun en Gang vil tilstaa mig sin Elskovi fuldstændige Ord og dertil i Gærning,da har jeg opnaaet mit Væsens Hensigt for Evighed,da kan jeg undvære Guder og Himle,jeg skaber dem selv nyere og bedre,jeg er beredt til at afsværge.Med saadanne Tanker,og mens jeg med Andagt huskedemin i Paris efterladte Veninde(som en lille, hvid Kilde imellem Myrtelunde),kom jeg en Aften til den evige Stad.I Rom bor Pontifex maximus,Verdens øverste Brobygger.Og mens jeg nu paa Gaderne i det store, stille, sollyse Romfra Monte Pincio til Kolossæum,fra Vatikanet til den spanske Trappe,mødte mange Kvinderaf Byens skønne, mægtige Race,mens et langt, lydløst Optog af unge Gejstligesom en pludselig Skygge fra en usynlig Haandaf og til overskar de sommertørre Torve og Pladser,tænkte jeg paa den altfor fiffige Gadeungdom i Paris,som havde indbildt mig, at Paven— den øverste Brobygger —var en Gudsbespotter, der ikke troede paa sine egne Madonnaer.Verdenshovedstædernes Ungdomer træt af Madonnaer.Som ethvert Hus i Oldtiden havde sine Penater og Larerog hver By sin beskyttende Guddom,saaledes har i den latinske Verdenhver Stad, hver Flække, hver Landsbykirkeog hver Kunstmalermestersin egen Madonna.Fra tusinde Lærreder smægter hendes hellige Smil,og evig dette Barn paa Armen, denne Glorie om Panden,om hun er fra det yppige Milano eller det havfrie Venedig,fra det sirlige Toscana eller det søde Neapeleller fra et Sogn i Paris.Menneskefornuften vredes paa den idelig gentagne Kvinde med Barnet,disse Landsby-Madonnaer, Helgeninder fra de naive Provinser,der synes altid at forudsætteen Verden af Bønder og Skippere. —Kun derfor har den opvakte Ungdomskrevet det langs ad Murene,at Paven er Fritænker.Men de Smil, som min Veninde havde efterladt i min Erindring,var her i Rom brudt op paa nyog brændte mig som tusind, fine Saar og Rifter,og hendes strænge Bryn forfulgte migsom en ren, ædel Linie.Og da jeg nu ogsaa kom til Peterskirkenog satte mig stille paa Trappenmellem Tiggere og spanske Pilgrimmefor at nyde den kongeligste Udsigt i Verdenover Søjleraderne og de stænkende Springvandeog over Obelisken med den latinske Indskrift:„For alt ondt i Verden varer Herren sin Almue”(den rundeligste Amnesti, hvormed nogen Fyrste paa sin Kroningsdagbetryggede de fuldtro Undersaatter!) —da gav jeg mig længe til at gruble over St. Peterspladsen,dens Tegning og Grundrids,disse omhyggelig dragne Linjer, rent ubetydelige Skraaninger af Jordsmonnet,der ved en nøjagtig og videnskabelig Øjenforblændelseændrer Perspektivet,saa man tror at staa foran Jordens mægtigste Plads.Og jeg tænkte:„Paven, den øverste Brobygger,sidder han der bag Peterskirken i Vatikanetog tror ikke det mindste paa sine egne Løgne?og med en Foliant, en Passer, en Punkternaal,nogle Trylleformler, Cirkler og Trekantertager han hele den løgnagtige Verden ved Næsenog drager den ind i sine matematiske Linier?Eller er ikke netop den klare Linieen Aabenbaring af den hellige Aand,det sikre Kendetegn for det Guddommelige(som min Elskedes strænge Bryn)den rene Linie!”Naar man kommer tilstrækkelig langt mod Syd,er der tilsidst intet, man ikke forstaar.Og jeg tænkte: som Jeg har min Madonna, jeg tror paa,saa tror Paven ogsaa paa sin.I Pavens egen Kirke,i det uhyre San Pietro i Rom,der fandt jeg Pavens Madonna:i Marmor af Michelangelo — Gudsmodermed Liget af den Korsfæstede tværs over det moderlige Skød.Det er ingen florentinsk eller umbrisk Landsby-Moder,en sød Uskyldighed fra Lombardiet eller Sicilien,men det er Italien, Italienerinden selv,det er Modersorgen, Kristenheden selv,som vaager over den ihjælslagne —stivnet af Vrede, der opløser sig i rolig Omhu.Verdens fornemste Kvinde.Paa det fine og mægtige Skød den døde Vægt.Men jordisk Byrde trætter ikke Kvindens Skød.Legemet hos den kloge Kvinde lyder nu en ophøjet Vilje.Og det formørkede, endnu unge Ansigtstirrer fremad uden Glemsel, uden Forklarelse,mens hun let løfter Haandenfor evigt — frem gennem Rummet og Tiderne —at salve den lemlæstede Menneskehed.Jeg har siden truffet dette Ansigt hos en levende Kvinde,og hendes Ansigt har overbevist mig,at med slige Madonnaerkan man være Paveog tro paa en Himmel.