Efteraarsdage,
Regnvejrs-rolige,
i det Ømt-Forbundne,
i det Dybt-Fortrolige.
En Ledsagerinde,
der sidder hos
og botaniserer
det bløde Mos.
Et Regnvejr, et Regnvejr
har sølvstænket Kappen,
men Træet gi’er Ly
foran Hovedtrappen.
Og Øjnene bort
imod Laden vanker
i gamle, betænksomme
Tagskæg-Tanker.
* * *
Hvor er de Høst-Timer
Tunge og frodige,
fulde af Bedrifter,
som ikke er blodige.
Bag Plovstyret brummer
Forvaltren i Skæget,
og Mulvarpen roder
i Grananlæget.
Og al Ting er Travlhed
selv Regnen gør Nytte.
I Bryggerset Mejersken
vender sin Bøtte.
Ejeren og Ormen
er alle Patrioter,
som hver har sit at passe,
en Flok af smaa Despoter.
*
Før blinkede Havet
i Solen og Brisen,
og over Altanen
der knirked Markisen.
Nu daler de Uger
og Dage saa tætte,
mens Hjærterne suger
sig store og mætte.
Og Elskeren løser
sin Elskedes Tyl
for sidste Gang
i et græsgrønt Idyl.
For sidste Gang
skal den høstklamme Tue
tændes af jublende
jordvarm Lue.
*
Der holder en Bonde
med Tørv og med Brænde
til Næring for Ovnen.
Vor Sommer fik Ende.
Her damper en evig
og velsindet Taage,
mens Tusmørket lukker
for Huller og Kroge.
Vort Blod, som af Ungdom
i Fortiden svulmed,
skal lære at gløde
ved Mørket og Mulmet —
vort Væsen, som Kulden
behandler ukærligt,
— at aabne sig dobbelt
saa menneskeherligt.
Ved Efteraar sidder
de visne Eroter
ved Ovnen og gløder
de iskolde Poter.