— Det er, som skjulte
Orkestre klinger —
Det er, som skjulte Orkestre klinger,
paa Skuldrene voxer usynlige Vinger —
saa ofte man rækker Fanden en Finger.
Det er, som der højlydt blev hulket og skogret,
som blev man med Dybets Dæmoner besvogret,
saa snart man en Smule for Satan har logret.
Naar en ung og ugudelig Krop faar i Sinde
at elske en hæslig og ældet Kvinde,
hvis bedagede Pragt det er djævelsk at vinde —
er der ofte en yngre Lykke, han vrager
for en Hex, en Sibylle saa benradsmager
som Knokler og Skind og gravlagte Sager.
Men i Furiens Øjne der tindrer og spiller
et blaaligt Skær, som hans Sanser forvilder,
en Genglans fra Livets Petroleumskilder.
Og han søger den hæslige Kvinde i Trangen
til at kende sit Hjærte paa Retten og Vrangen.
Og han ved, hvad han gør, skal han sikkerlig bøde.
Men han føler Dødssyndens Fryd ved sin Brøde,
naar Mumien lover det ønskede Møde.