En springende Literaturhund
blir aarlig ved Juletid udraabt
som Digtergeni med Naturbund.
Hver eneste Jul man satte
en Platte ud for en Køter,
som skulde en Digter erstatte.
En Hund og med Hundelemmer,
thi derved opfyldtes Kravet:
den Literatur, som skræmmer!
Det gjaldt som det højeste Bifald,
al Folkebevidstheden, saaret,
hylte, naar Hunden blev kaaret.
De rædsomste Ting paa Prænt
kom altid i alle Lande
fra Hunde, som mangled Talent.
O Hunde-Kandidater,
friserte som lodne Krabater,
med Platte for Surrogater!
Der fandtes dog andre Røster,
som priste de søde og glatte.
Man udgav en Skødehunds-Platte.
Ak Gud, hvad blev der ødet
af Blæk og Platte paa Hunde
samt Katte, man tager paa Skødet.
Kun én Ting var skreven og læst,
i Fald man vilde behage,
at man maatte være et Bæst.
Paa Forhaand kendte man ofte
næste Aars Literaturhund;
han gik endnu i sit Bur kun.
Og dette Væsen tog Væxt;
kun faa Poeter kan daare,
men Mængden af Hunde kan saare.
Hr. E.B. holdt stort Hunderi.
Til dem, han gav Digterskalpe,
gav Fjenden O.B. en Salbe.
Saaledes man skabte Parti,
og hver havde sine Hvalpe ...
O dobbelte Boghunderi.
Men E.B. — saa klog som Fanden,
han tænkte: »Hurra, Poesi!
mine Hunde vil æde hinanden,
og jeg vil gaa ganske fri.«