Hvis Musen er bleven sløj,
ja gaaet saa smaat fra Forstanden,
da maa vi vælge en anden.
Han vaagned op til sit Kald,
hans Pegasus stamped i Stald
med utaalmodig Støj.
Han gik, og Himlen var høj,
til Sadelmagerboden
at købe Ridetøj.
Det Værksted bør komme paa Moden.
Det ligger i samme Gaard,
hvor Musen brændte sit Haar.
Han fandt ej Mestren til Stede,
men Datteren — Musens Kusine —
fremtog de Ting, som var fine.
Han saa’ paa de udenlandske
Mønstre og valgte et Snit
med Stoffer, som helt var danske.
Han købte sig desuden
en Pisk med en god lang Snært
at bruge, saa godt han har lært.
Han tænkte: »Jeg drømte i Nat
at sætte Problem til Debat.
Men nu er Problemet sat.
»Lad Menneskedyrene stride,
men Trefoden, maa I vide,
betegner en tredje Side.
»En Tid maa man trives iblandt dem.
Saa løser man sit Problem
og siger, hvor slemme man fandt dem.
»Lad Mænd slaa hinanden til døde.
Men Skam faa den kærligheds-øde
Muse, som ikke vil føde.«
Han stod og købslog i Boden,
som ligger i samme Gaard,
hvor Sangmøen brændte sit Haar.
Og Musernes unge Kusine
stod hos i et sømmeligt Klæde,
stolt med to Øjne saa fine.
Lidt Solskin er Hvermands Glæde,
Sol er det klare guds Guld.
Nu rinder der Guld over Stræde.
Som Handsel paa Ridetøjet
han bad hende være ham huld
og se ham dybt ind i Øjet.
Det gælder kun lidt at ase
med Aandens og Haarets Sætninger.
En Sangmø maa have Race.
Og da han blev fulgt til Trappen,
han løfted og bortførte Musens
Kusine paa Sadelknappen.
Hvor Dagen er let og duftig!
Nu snakker Byen fornuftig
om ham og den Skønne fra Boden.
Dog kender vi Byens Børn:
de mildeste Væsner paa Kloden,
saa snart de faar Grønt under Foden.
Han vil da ej rolig sove,
før han faar Trefoden flyttet
ud i de grønne Skove.