Toget sydpaa! Toget sydpaa!
Skal de rejsende alle sydpaa?
spørger Konduktøren og smækker
Dørene i.
Og hvislende lægger vi Hovedstaden bag os,
vidtstrakt og vaagnende ser vi den brede sig,
halvskjult endnu af Morgentaagen,
Byen med plaskvaade Pladser og Gader,
hegnet af udslukte Lygter.
Saadan en Morgen først i November
rejser man staalsat med Jernbanetoget
hærdet og glad ved den barskere Aarstid.
Landet er vort fra den stenede Old.
Bagved alle Kupeernes Ruder
skimter jeg atter de landlige Egne,
ser paa de høstede, vintergraa Marker,
mens det i Stilhed begynder at dryppe og drysse.
Toget gaar sydpaa, nordpaa, vestpaa!
Altid begynder det stille — standhaftigt at regne.
Og du føler din Sundhed, der voxer,
genfødt af Drysset og Bøndernes sindige Snakken,
aander med Vellyst Pibetobakkens
blaanende Røg.
Slig en Bondemand er som din Fader,
er som den genfundne Ven fra Fortid,
hvem ingen Runer og Læsning gav Mæle,
men en Løndom med Livets Røst.
Vi og han vil ej tro paa Tosser,
nord eller syd eller tværs igennem Danmark.
Toget sydpaa! I rolige Flader
støt og bestandig breder Landet sig,
til du ender et Sted ved en Kystby!
Tusmørket omringer Egnen og Havnen.
Hvor er Tusmørket hjemligt i Stæder,
som du har kendt i din Ungdoms Aar.
Nordiske Taager og nordiske Glæder,
nordiske Kaar! er du modløs i Skumring?
Fælles i Norden er Vinter og Væde.
Haglvejr, som isner Norrøne og Svenske,
bliver til Regn over Fyn eller Falster.
Men der er Ophold hos os mellem Byger.
Og paa et Regnvejrssmil, som du møder,
kender du Danmarks yndigste Vilje:
genskabe Danmark, selvom det regner.
Mens du vandrer i halvglemte Stræder,
læser paa Skiltene halvglemte Navne,
ser du, hvor Livet og Æventyrmodet
dristig gør Spring over ældgamle Bolværk.
Tavse Væsner, hvis Verden du kender,
rækker dig Haanden med smilende Hjerte,
medens Taagen og Tusmørket bader
disse Brosten, hvor Rejsen er endt.
Saadan er Østersøens Luner.
Vaaren er altid paa Vej gennem Landet,
selv naar det regner, selv under Isslag.
Skovbunden dufter før Jul af Violer.
Men Stuen er tør. Der er lunt ved Ovnen.
Selv om du sov i et isnende Kammer
med Messingstager og Lys paa Servanten,
naar fandt du som ung mon et sødere Hvil
end en Gæstesengs snehvide Lagen?