Større saa var den Højsal tegnet
og bredere var den Port.
Mere Mandskab var der beregnet,
naar Slottet en Gang blev gjort
Jeg tænkte: mit dristige Følge
vi piskede Landet til Storm,
fanged den rindende Bølge
ind i Aartusinders Form.
Hver Borg jeg i Gruset begraved
men rejste, hvor før ej var Kyst,
en Haandfuld Paladser af Havet
og sov ved et Havfruebryst.
Fra Havet var alle de Kvinder,
thi vælded de ud og ind
som hviskende Bølger, der rinder
tyst over Stentrappers Trin
Jeg og mine vilde Svende
vi bare saa blodige Sværd.
Uretten leved ej Dagen til Ende ...
Saadan var det Herrefærd.
Med dryppende Fjed til Side
gled Havet fra Marmorets Vold.
En Bølge, hvis Storme var blide,
blev hos mig — min Dronning bold.
Jeg og mine vilde Svende
vi elskede Retfærd og Lov.
Saa tog jeg Skriveres blanke Penne
til Medhjælp ... og Sværdene sov.
Naar Svende og Skrivere vilde
retfærdigt ej unde mig Blund,
en Dronning, hvis Øjne var milde,
kom til mig hver Tid og Stund.
Hun gav mig et Ættefølge
af Ungdom, som uden Skam
tør være i Slægt med en Bølge
og født i en Havfrueham.
De lærte mig nu omsider,
at Verden er Fribytter-mæt,
og Fyrster gaar frem alle Tider
i Kraft af den evige Ret.
Saa skrev jeg min Syndeliste;
thi grumt og skønt har jeg dømt.
Men Bølgerne tav, som de vidste:
„det værste har han kun drømt.”