Hendes Øjne er kvidrende Fugle,
som altid synger om Vaar,
og Vaaren kan hun ej skjule,
den er i hendes Haar.
Hendes Bryst er en skælvende Glæde,
og Midien er saa smal,
men Læben — smal over Maade
bragte mig hastig til Fald.
Med Hjertets Smil i sin Strube
et Blik omblaanet af Lyst —
en kry lille Skæmt i et Mæle
dybt fra et daanet Bryst.
Hendes Øjne er kvidrende Fugle,
som altid synger om Vaar,
og Vaaren kan hun ej skjule,
den er, hvor hun staar og gaar.
Hun kroner hver Eg og hver Bregne
med Elskov og elskende Spøg,
hun kommer svøbt i sit Hjerte
og gør mig mange Besøg.
Hendes Bryst er en skælvende Glæde
og Midien fin og smal.
Min Læbe skal aldrig smæde
den Rigdom, der voldte mit Fald
Jeg ved, den Veninde jeg ynder
vil rammes af Fruernes Snak,
de hviler paa svære Hynder
og kender ej Bøn eller Tak.
De sidder paa Bolstre og hader
og hader — mens Vaarens Aand,
et Foraarssug gennem Brystet,
har løst min Venindes Baand.
Med Hjertets Smil i sin Strube,
et Blik omblaanet af Lyst,
en kry lille Skæmt i et Mæle,
dybt fra et daanet Bryst —
Hun kommer svøbt i sit Hjerte
og smiler i Vaarvindens Brus:
„Med dig i de grønne Skove
jeg er i min Elskers Hus.”