Stedmorsblomster ved Tusmørketid,
en gul, en blaa, en hvid.
Hvor broget i lysende Tavshed de staa,
de gyldne saa blege, saa dybe de blaa,
som var de beredte ved Tusmørketid
paa at tale med den, som er hvid.
Stedmorsblomster i Aftengraa,
den hvide søger om Trøst hos den blaa:
„Ak elskede Stedmoder, vær min Mor,
jeg har i mit Hjerte en Sorg saa stor.
Forlad mig ikke, naar Dug falder paa
Den hvide vil altid forstaa den blaa.”
Den blaa vil altid beskærme en hvid
i Aftensvale ved Tusmørketid,
Thi sé, hvor den hvide er straalende ren
med tusinde Dugstænk som Ædelsten
Men begge skælver i Bedenes Skjul
og ræddes for den, der er flammende gul.