Der var sikret Guden Plads
i Pilatus’ Amnesti —
Denne Rabbi skal gaa fri
for en Røver Barabas.
... Folket raabte: Barabas! Barabas fri!
Og Judæas Ældste knurred
snart med Fistel, snart med Bas:
„Høvding Pontius Pilatus,
giv os helre Barabas!
At du løser denne Rabbi
er kun daarlig Amnesti.
Nej det store Folk forlanger,
at en Røver skal gaa fri
... Giv os Barabas fri!”
Og nu sker det, at Pilatus
foran sit Justitspalads
havde tabt sit Øjeglas,
derfor læste Birabas
„... Baribi, Biriba, Birabas!”
Palæstinas Fortovspøbel
havde straks en Melodi,
som med lidt forandret Omkvæd
alle kunde stemme i:
Biriba, Baribi
Giv os Barabas fri!
Og det klang igennem Staden
ens i Hytte og Palads,
klang med Folkets Dialekter,
naar det spøger veltilpas
Giv os heller Barabas!
Og den fine Dronning træder
frem og hvisker Birabas,
Klostermøer i lange Klæder
raaber bare Barabas.
Stundum maa vi dræbe Guden,
naar hans Lære blir for krads.
Held, han har en Stedfortræder,
som benævnes Barabas.
Giv os Barabas fri!
*
Ikke blot i Dialekter
faar den sære Sang en Plads.
Nej, i sene Sprog og Slægter
ædle Stemmer endnu smægter
Barabas.
Hos sin ømmeste Veninde
Bejleren faar Løbepas,
naar hun isnet af et Minde,
siger: Heller Barabas!
Fra Berlin til London tower
toner det al Verden over
til den øde Ladeplads,
hvor der ikke brændes Gas —
Ja den mindste Fisk i Slusen
mimrer stille Bi — bi — bi,
Aalen foran Aalerusen,
som den listig gaar forbi:
„Giv ham fri! Und ham Plads
O, befri os Barabas!”
... Jøderne lod Guden dræbe.
Universet stod dem bi.
Barabas blev Verdensfrelser,
Røver, Kvægtyv — én som vi.
Maj 1914