Sophus Claussen (1865–1931)

Med en evig Uberørtheds Gaade —

Land af Solens Gunst og Havets Naade!

Med en evig nyopvaagnet Smilen

skiftevis hos begge tryg i Hvilen

Natomtumlet, fin af Morgenrødme

med en evig Uberørtheds Sødme —

Med en evig ung Forventnings Ynde

delende med Sol og Hav sit Hynde.

Med en evig Drømmelykkes Gløden

begges Hustru, jordisk øm til Døden.

Hed af Solfald, frisk af Havets Stigen

med en evig Uberørtheds Higen —

Med et Skær af Glemsel om sit Hoved

mild som den, der evig var trolovet —.

Mellem dine Rullestene

      Havet tusindaarigt raller,

og i dine dybe Skove

      fra Aartusind Løvet falder.

Danmark har en evig Ungdom

      Ælde-herligt, uden Alder.

Hvad ej andre Sprog kan sige,

      siger disse Sprog fra Norden,

lette, men bevæget-rige

      med en Trolddom, dybt fra Jorden.

Derfor er den unge ferske

      Kraft saa dunet-veg og stille:

for i Manddomstid at huske,

      hvad i Tusind Aar vi vilde.

Derfor er vort Sprog det bedste

      mellem alle Sprog, som findes,

lige villigt til at fæste

      det, som fødes, det, som mindes.

Med lidt Løvetand paa Læben,

      fine Fnug fra Somrens Flyven,

og med Hjertets høje Banken

      uden Tvivl og uden Lyven.