Foraar! Jeg bliver altid
først mig, naar Vaaren er nær.
Min eneste Grund til at være
var dette Foraars-Begær.
Det væsenlige af mig
det er mit Foraars-Begær.
Paaske — de graablaa Dage,
Vaarsæd og Naaletrær,
Bøgeskoven visnet,
isnet af Foraars-Begær!
Det er mit Kors og mit Vievand
det isnende Foraars-Begær.
Foraar — Sne og Violer,
Langfredags skarpe Blæst;
er Jorden sort og frossen,
vaares Hjærterne bedst.
Et Judas-Kys paa min Læbe
af Foraar, som hvisker: korsfæst!
Og hvad jeg ønsker vinder
sit, dybe, stærke Skær.
Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.