De tapre Longobarder
de gled paa deres Skjolde
ned over de høje Alper
og stod paa romersk Jord.
De rystede Sneen af Haaret,
de hørte fremmed Tale,
og Vælsklands Nattergale
hilste dem, hvor de fôr.
I dybe, trange Dale
stod Sydens ranke Kvinder,
stirred mod Bjærgets Tinder
og ventede Mænd fra Nord.
De er ej Datter af Syden,
nej longobardisk Kvinde!
med Deres Gletscher-Øjne
og nordisk blege Haar.
Dog ejer De, Veninde,
den Blikkets stolte Højde,
som dristig til Bjærgets Tinde
fra Dalens Dybder naar,
— ejer den kolde Tavshed
at gammel stridbar Stamme
(saa skændig bidt til Skamme)
og Hjærtet, som forstaar.
Skønt jeg er ingen Stridsmand,
jeg kom over Bjærges Kamme
fra Sydens Sol og Flamme
til Nordens Dale op.
I disse Taager finder
jeg én som hine Kvinder,
der kaared til sin Brudgom
en Helt fra Alpens Top.
Hvis vi er lige Parter,
jeg kender Kvindens Ønske:
at føde Longobarder.
Før an! Jeg følger Trop.