Udenlands, paa et fremmed Sprog,
blev jeg spurgt om Navn og Stand,
hvorfra jeg kom, hvorhen jeg drog —
»Danmark kalder vi selv vort Land.«
»Hav-indlullet ligger mit Land,
fladet i Øer og tunget i Næs.
Hvor Bølgerne dør i det hvide Sand,
begynder det frodige, grønne Græs.
»For Græsset skygger den svajende Bøg;
thi sprængt er Egenes graa Tyranni.
Ind over korntunge Bakkestrøg
bor en Nation, som er glad og fri.
»Det solblaa Hav, som gør Kysten vaad,
har blødet Racen, som bor derpaa,
gjort os milde til Latter og Graad —
alle Kvindernes Øjne er blaa.
»En Sommerdags Bølger, der sagtelig slaa,
saaledes er Øjnene ganske blaa.
Ved Maj bliver Løvet grønt over Land,
saa paa Grønt og Blaat har vi bedst Forstand.
»Bor vi end fjærnt i det taagede Nord,
vi kaldes det frieste Folk paa Jord;
i den mørke Muld, bag den skarpe Plov
gaar Bønder, som værger om Ret og Lov.«