Frøs Du for min Skyld paa Trappen, Veninde —
misted Du Varme? Jeg har den herinde!
Jeg har den — Din Varme skal blive til Sange
med jublende Rytme og skælvende Klange.
Det banker herinde, det ulmer, det brænder —
jeg mærker endnu Dine levende Hænder,
der dugsvalt min Haand og min Mund berørte.
Og saa blev det mørkt omkring Vognen, der kørte.
Du liflige Pige, Du Blomsternes Dronning
Du skænked en Bi Din velsignede Honning — —
Ja Bien er Gæst hos Blomsterne røde
men for Honningens Skyld brændes Bien tildøde.