Mand med de stærke Kindhofter, er Du nu glad? En Kværn larmede i Dit Hoved Dag og Nat — den store russiske Kedsomheds Kværn. Kun et vilde hjælpe: hvis Spektaklet udenom Dig blev saa alvældigt at Kværnens Spektakel overdøvedes. Men Larm var ikke at opdrive i det uendelige Rusland, hvor Gud-Czaren stod som en Luftspejling over Folkets øde Steppe.
Alt udenom Dig var Tomhed og Tavshed. Og Du følte Dig som en skindød i Kisten, der langsomt føres af den drivende Flodpram mod Dødegaarden. Du skreg men Dit Skrig blev kun lydløs Fraade om Din Mund. Og Du sparkede mod Kistelaaget, men Dine Spark blev kun Trækninger i Dine Laarnerver.
Den gule Sved stod paa Din Pande. Du styrtede Dig ud i Kvinder og Opium, men Larmen aflod ikke, og Du satte Din eneste Lid til Helvede.
Saa kom der Krig, og et Sekund lo Du befriet, men en Krig i Rusland skralder ikke højere end et Nys i en Kirke.
Vend Kanonerne! raabte Du. De gjorde det og Støjen livede op. Der blev stille i Dit kantede Hoved, da Czaren ramlede. Nu skulde det blive godt at leve, tænkte Du.
Saa kom en Mand med stort Haar og blanke Øjne. Han slog ud med Hænderne og hans Tale faldt som Sne over alle Ruslande. Han hed Kerenski og han begravede sig selv i mange Ord.
Men endelig — endelig kom det store Vaarbrud, hvor Floderne løfter sig som Drager fra deres Leje, hvor Klipper forsvinder, og Dale vender opad og bliver Fjelde under Himmelen.
Jeg spørger Dig nu Maxim Gorki: Er det godt saaledes? Er Rusland rødt og dejligt nu.
Eller er det saaledes at selve Tiden er flekket og falder fra hinanden, saa Vinter følger paa Vaar?
Skriger den russiske Kedsomheds Ravne allerede over et gustent Lig?
Kværner Dit Hoved, eller har Du det godt nu, Ven Gorki?