Min Religion — det er hende, hvis Profil du ser bag
den oplyste Rude.
Jeg har ingen anden, og se paa mig om jeg græder.
Se paa mig om jeg ber om Forladelse oppe eller nede.
Vorherre, hvis han er til, han kan vel ikke fornærmes.
Har han ikke skabt hende, naar han har skabt alt?
Har han ikke givet mig hende, naar han styrer alt?
Og er det ikke ham, der mellem sine Tomler
har fingret min Hjerne, saa den er, som den er?
Jo — Vorherre er ufornærmet i denne Sag.
Besynderligt — hende jeg elsker og beder til som en Gud,
hun er bly og blid som en blaa Anemone —
mens jeg hendes Præst
er stiv som en stikkende Tidsel.
Jeg gaar mine egne Veje
og fløjter ud mellem Fortænderne.
Kludesamlere og Filosoffer er jeg ikke
paa Hat med.
De Lærde kender Havvandets Vægtfylde,
men Havet forveksler de med Søsyge.
Javel — jeg er dum,
Og jeg værner om min Dumhed, som var den
af Allabast.
Jo — for uden den kan jeg ikke paa eengang
elske Kaal og hvide Sommerfugle.
Jeg kan.
Hvis man gad tænke — hvor var Verden da indviklet,
De fleste retfærdige fortjener Galgen, men bør de
optage Pladsen for Tyveknægtene?
Den Gaade har jeg aldrig kunnet gætte.
Hvorfor skriver jeg disse Vers —
ujævne som Rovdyrs Tænder —?
For Agitation. Nej, nej.
Min Gudinde er stor, men ganske udelelig.
Min Verden et Musæum. — Nej.
Jeg gaar mine egne Veje,
og mine Vers er en Fløjten ud mellem mine Fortænder.
Jeg fløjter om min Verden, der maaske nok kun
er en Boble.
Ja fri, let og straalende som en Boble,
rund, dum og sejlende.
Man stirrer paa den og bliver glad.
Man fløjter,
og man glemmer
Alverdens Tandværk.