O! var jeg, hvad jeg ikke er,
Hvad jeg, desværre, ei kan blive,
Den, som forønskte Kaar kan give
Til dem, der nedtrykt leve her.
Det er: ifald jeg Konge var,
Jeg skulde manges Lykke giøre,
Jeg skulde dem til Glæder føre,
Som nu, ak nu! slet ingen har.
Jeg skulde frydes ved at tænke
Mig Skabermand af deres Fryd.
O! det var himmelsødt at skienke
Belønning til miskiendte Dyd.
Og naar jeg saae i deres Øie
Erkiendtlighedens glade Blik,
Da, lig den eviggode Høie,
Fra hvem Lyksalighed udgik,
Jeg tænkte mig, jeg syntes skue
Hans faderlige Velbehag,
Og fyldt med rene Glæders Lue
Jeg vied froe hver nyfødt Dag.
Tilfreds jeg blunded hen i Slummer
I Nattens moderlige Favn;
Thi o! jeg drømte lindret Kummer,
Og Ædles Fryd, og Ædles Gavn. —
Saa skabte jeg mig Phantasier,
Og alle dem giør lykkelig,
Som maaskee og i lige Sværmerier
Tit drømme bedre Held for mig.
Men — var jeg Konge — ak! da vilde
End mange sukke kummertræt,
Og megen Graad utørret trille;
Thi alles Glæde er ei let
For Een at virke — Perus Skatte
Var dertil utilstrækkelig.
Blant hine, Gud til Fyrster satte,
Er og paa fromme Dyder rig
Saa mangen Titus, der vil være
En Fader for sit kiere Folk,
Og ynksom høre dem, der ere
Elendigheders rørte Tolk.
Saa hører Christian, og letter
Med mulig Held Fortrængtes Graad,
Saa, elskte Frederik! Du sætter
Din Fryd i almeenkierlig Daad,
Og langt, som Dødelig kan strække
Sit Blik, Du om i Kredsen gaaer,
For blide Glæder der at vække,
Hvor Mismods Nat i Tryghed laae.
O! Fyrstepligter tunge ere!
Ei Magten er saa lykkelig,
Som de, der mindre Lænker bære,
I falsk Indbildning tænke sig.
Nei! Konge vilde jeg ei blive,
Afmægtig er min svage Siel.
O Gud! et Ønske du mig give
Meer stemmende for mine Dages Held!
Skienk daglig Brød! og lidt du levne
Til Lindring for min Næstes Trang:
Og skal end hiulpen Slægt mig nævne
Engang for dig med Takke-Sang!
Og skal du tælle mig blant dine,
Min sidste Stund henaandes let,
Og haabefuld jeg skal fra Graven trine
For Evighedens høie Ret.