Eulalias Morgenklage
(Anledningen af Menneskehad og Anger.)
(Anledningen af Menneskehad og Anger.)
Saa seer jeg alt en Dag igien!
En Dag til nye Angerqvaler!
O Nat! min Kummers ene Ven,
Du flyer mig nu, til Solen daler.
Jeg græd saa frit udi dit Skiød,
Jeg sukked’, uspørgst om min Kummer,
Og selv i kort urolig Slummer
En Lettelse mit Hierte nød.
Nu skal en Dag saa vaandelig
Henfarves — ak! og Kunst skal skiule,
Eulalia! at evig Dig,
Din Barm er mørk som Gravens Hule.
O! var dog blot en Hytte min —
En Jordplet, hvor jeg maatte nyde
Den Trøst, at tvangfrie kunde flyde
Den hede Graad paa blege Kind.
O I, som troede mig saa god,
I, som jeg hialp ved Himlens Gaver,
Tit klemt jeg talefærdig stod
At sige hvad mit Hierte gnaver:
» Eulalia var lastefuld!
» Jeg ydmyg vilde Eder sige:
» O! roes ei den Ulykkelige,
» Som ei fortiener Eders Huld.
Men Eders vennehulde Blik
Var qvægende for dette Hierte,
Var som den kiølne Lædskedrik
For den, der laae i Febersmerte;
Jeg kunde ei berøve mig
Den Lettelse, at see mig yndet —
O vidste I! hvor grovt jeg synded’
I skulde hade — haane mig.
Hvor Meinau førte Sorg Dig hen?
Hvor nu ved denne Morgenrøde
Anklager mig for Himmelen,
Og raaber Hevn? — ak! for min Brøde
Og — spæde Engle! I som laae
Trygt under et strafværdigt Hierte,
Hvor raabe I? maaskee i Smerte
Om Moderhielp, I ei kan faae?
Jeg kan ei, tør ei søge nu
Min skiønne Dreng, min elskte Pige.
Fra os, o Moder! reiste Du;
Mig deres Øine vilde sige.
Nei! — Livet har ei Trøst for mig —
Og Døden? ha! jeg billig gruer;
Med Dom og Straf den skrækfuld truer,
Gud! — Fader! ak! forbarme dig!
Tungt skal jeg leve, vandre hen
Den Tid, mig endnu staaer tilbage —
Kun lindres ved at bruge den
Til Hielp for Usle, Arme, Svage.
Men, naar jeg længe bødet har,
Og Døden skal mit Støv hiemføre,
O! da! — ei rene Engle høre,
Hvor stor mit Livets Brøde var!