Ved
Ved
Our life’s a journey in a Winters Days,
Somme only breaks they sit and so away,
Others stay dinner, and depart full fed
The deepest age but sups and goes to bed,
He’s most in Debt that linger out the Day,
Who dies betimes, has less and less to pay.
Salig Fred den Grav omsmiler,
Hvor en Uskylds Engel lagdes ned;
Himlens beste Salighed
Venter den, som skyldfrie hviler.
Blid, som tidlig Morgenrøde,
Mod Guds Trone frem han gaaer.
Ingen svegne Pligters Brøde
Skrækfuld i hans Aasyn staaer.
Himlens Kaarne seer den Spæde,
Som betids fra Livets Møie gik,
Og med fromme Engleblik
Skuede sin Ven fremtræde.
Dyds og Naaders Fader kiender
Blid den unge Siel igien,
Som til første Udspring vender
Reen, som da han skabte den.
Salige! som Almagt valgte
Tidlig moden til hans Himmelfryd,
Frænders Suk og Sørgelyd
Ei til Livet Dig gienkaldte.
Ak! men ømme Moderhierte
Bløder ved sit tunge Savn;
Ak! til ædle Faders Smerte
Gik Du bort fra begges Favn.
Hør Din Faders Klagetone,
Hør Din Moders sorgfulde Røst,
Og nedbed en venlig Trøst
Fra den Eviggodes Trone.
Mange — mange Fremtids Glæder
Laante Haabet fryderig,
De er’ tabt’! og skuffet græder
De Bedragne sørgelig.
» Du skal see Din Flid belønnet,
Sagde Tryllerindens Smigerrøst:
» Herlig Sommer, frugtbar Høst
» Af den Vaar, Du nu forskiønnet —
» Du skal efter Døden leve
» I Din Yndling kiendt igien.
O! saa skiønne Planter bleve;
Døden slog dem ned igien.
Er da Dyds forhaabte Glæder
Kun Indbildnings tomme Skyggespil?
Er der ingen Balsom til,
Naar den Ædle saaret græder?
Ikke trøster jordisk Lykke;
Guld og Ærens Glimmer er
Gyldne Byrder, som kun trykke
Den, der føler Pligters Værd.
Straalende jeg seer dig stige,
Herliggiorte! fra din Himmel ned,
Og med salig Sielefred
Kierlig til de Elskte sige:
» Fader! Moder! græder ikke,
» Jeg er frelst og lykkelig;
» Efter Tidens Øieblikke
» Skal I glade favne mig.
» Visdoms Fader langt ei satte
» Vandringsmaalet for min spæde Fod.
» At hans Vei er evig god,
» Nu min lyse Siel kan fatte.
» Lidt han fordred af den Svage,
» Og før mere fordret blev,
» Langt fra Synd og Sorgens Dage
» Han mig faderlig bortrev.
» Eder bød han at henvandre
» Mere Styrke — længere maalte Vei,
» Forudsaae, I glemte ei,
» At I blev til Held for andre.
» Elskede! o græder ikke,
» Jeg er evig lykkelig;
» Efter Tidens Øieblikke
» Skal I salig favne mig.