Jeg veed mod hver Bekymring den ypperligste Cuur;
den passer galant for Soldatens Natur:
Naar han er bedrøvet ta’r han paa Flasken fat;
han drikker, det Middel er extra probat.
Jeg mærkede tidt, naar først Flasken var tom,
istedet for Grillerne Munterhed kom;
:|: thi frisk! kom, lad os klinke og drikke, Kammerat!
Ved Flasken svigter aldrig den sande Soldat. :|:
Kanonerne dundre, det skralder Skud paa Skud;
naar Kongen befaler, vi lystre hans Bud
Mod Fjenden Soldaten gaaer glad som til en Dands,
i Kampen erobrer han Sejerens Krands;
sin herlige Løn efter blodige Dyst
han finder ved Pigernes yndige Bryst;
:|: thi frisk! kom, lad os klinke og drikke, Kammerat!
Sin Pige svigter aldrig den sande Soldat. :|:
Den sidste Hviid, jeg ejer, jeg deler med min Ven;
jeg veed, han mod mig gjør det samme igjen;
men dersom min Pige han komme tør for nær,
saa prygler jeg ham til ham skeer en Ufærd:
I Pigernes Kys ingen Deling gaaer an;
dem vil jeg beholde saa længe jeg kan.
:|: Forresten som Venner vi klinke, Kammerat!
Thi Venskab svigter aldrig den sande Soldat. :|:
Min Konge og hans Rige jeg helliger en Skaal:
Fyld Glasset, Brorlille, til bredfulde Maal!
Thi skjøndt for Viin og Piger vi føle Hjertet slaae,
for Æren dog begge tilbage maa staae.
En Dosmer, som Kys a’ en Pige forsmaaer!
En Usling, som bæver, naar Stridstrommen gaaer!
:|: Kom, frisk! og lad os klinke og drikke, Kammerat!
Thi Æren svigter aldrig den sande Soldat. :|:
N. T. Bruun.