62. Lampen
Melodie: Skilt fra Dig, ved Bølge, Bierge, Dale
Melodie: Skilt fra Dig, ved Bølge, Bierge, Dale
Lampe! ved hvis Skin mit Qvad jeg skriver.
Du urolig vifter hid og did;
kan det Mulm, Dit matte Lys opliver,
ogsaa skrække Dig ved Midnatstiid?
Ofte Skjaldene Dit Skin fremstilled,
Støvets Liv og Afskedstime liigt;
som det korte Jordlivs hulde Billed
straaled Du i mangt et herligt Digt.
Mens os Kraft og Ungdom vederqvæge,
stammer Ilden mægtig i vort Bryst;
og mens Oljen nærer riigt Din Væge,
giør Du Rummet om os klart og lyst.
Kraften daler, og til dybe Rynker
Kindens Smilehul forvandler sig:
Olien hentæres, mindsker, synker!
Oldingsblikket er Din Flamme liig.
End en føie Tiid den Gamle lever
før han segner hen i Dødens Nat;
Lampens Glimt frem og tilbage svæver,
gier det sidste Blus — og slukkes brat?
Dog ei evig Mandens Øie lukkes;
det gienaabnes i en salig Vaar:
Lampe, men naar først Din Væge slukkes,
Lyset, som Du spredte ud, forgaaer.
Brødre! mens end Livets Lampe brænder,
medens Aand og Hierte end har Kraft,
række vi hinanden Broderhænder:
Venskabs Pagt fornye Druens Saft!