59. Daarskabs Priis
Melodie: Am Rhein, am Rhein, da wachsen unsre Reben
Melodie: Am Rhein, am Rhein, da wachsen unsre Reben
Bestandig dadler man de stakkels Daarer,
og det er Synd man giør;
lad dem kun lee, mens Andre fælde Taarer;
hver feie for sin Dør!
Held dem! thi fra den lattermilde Side
de altiid Verden see;
de med en Brix mod Livets Modgang stride,
og midt i Kampen lee.
Graad og Latter have i een Pose;
jeg siger: vel for dem!
jeg stundum selv har, uden mig at rose,
af samme Hud en Ræm.
Thi naar jeg undertiden Taaen støder
paa Skiebnens Kampesteen,
hvis pludselig mit Blik en Rose møder,
jeg hopper paa eet Been.
Jeg i min Barndom Musens Preisler kiendte,
huldsalig, god og fro:
naar i det ene Øie Harmen brændte,
det andet Øie loe.
Ha, hun var en af Jorderiges Daarer,
i Daarskab elskelig;
Orsina Preisler! uden Veemods Taarer
jeg aldrig mindes Dig!
Og, Saabye, Du, Naturens Kieledægge,
selv Du lidt Daare var;
men sørgeligt for Scenen, at Jer begge
ei til sin Pryd den har!
Saa dybe Savn sig Daarskab efterlader:
hvo gad da være viis?
Jeg holder Daarskabs Gud for Glædens Fader:
de gode Daarers Priis!