N.T. Bruun (1778–1823)

Qvindebliidhed huldt fremvinker

Adams tabte Paradiis.

Brødre, Søstre, synger, klinker

høit til Giæstmildhedens Priis!

Her Godmodighed og Glæde

snoe om os en Blomsterkiæde!

her er Giæstmildhedens Sæde!

her giensmiler Paradiis!

Glade Timer, sødt henrundne,

levne Glæde i vort Bryst.

Sorgens Minder ere svundne

og forvandle sig til Lyst.

Venskabs Skytsaand, som her throner,

med vor Skiebne os forsoner.

Hvad er Kongers Guld og Kroner

imod Venskabs Himmeltrøst?

Venskab! Engel fra det Høie!

hør vor Lovsang for Dit Navn!

Seier over Banens Møie

skienker Du os i Din Favn.

Hvo seer ei i vor Vertinde

Venskabs Ypperste-Prcætinde?

Ihukommer hendes Minde,

og velsigner hendes Navn!