N.T. Bruun (1778–1823)

Blandt alle Planter paa vor Jord

jeg holder meest af Rankens Stamme;

thi Frugterne, som paa den groer,

kan bringe Godtfolks Blod i Flamme;

og naar det først er ret i Kog,

som Ild det stiger op i Panden;

den, der nys talde som et Drog,

        strax lappet faaer Forstanden!

Der er en curiøsk Natur

i Druens purpurrøde Draabe:

den sprænger Sorgens Fængselsmuur,

og lærer Nødens Søn at haabe.

Den, som vil i Fortvivlelse

sig drukne, hænge eller skyde:

giv ham blot Viin, og Du skal see,

han sig ved den vil fryde:

giv ham blot Viin, og Du skal see,

        han sig ved den vil fryde.

Guddommelige Druesaft!

Du tidt og ofte giør Mirakler,

gier Kroppen Fyr, gier Aanden Kraft,

ja, gyder Liv i skrantne Stakler;

og dog vil mangen Jesuit

dig dadle, naar en Ruus os daare!

ak, ofte er den skiær Prosit:

        den standser vore Taarer!

Dog vistnok er det bedre, ei

at drikke for sin Sorg at glemme,

men plukke Druen paa sin Vei

blot for at lyde Glædens Stemme;

saaledes, Brødre, ville vi

os bære ad i denne Aften,

og her i Venskabs Harmonie

        ret nyde Druesaften!