N.T. Bruun (1778–1823)

Timer forgaae, Aar flyve bort,

man i een Sæk har Graad og Latter;

Kierligheds Kys, Druer og Kort

vort Levnets Krønnik indbefatter.

Skiøndt mange tusind Aar bortrandt,

skiøndt man paa Nyt bestandig skriger,

jeg ved mig selv saa sagte siger:

det er altiid den gamle Trant!

Seer man ei nu som fordums Tiid

Falskhed og Svig blandt Hjertevenner?

Laer sig ei Folk dræbe i Striid,

skiøndt Trættens Aarsag de ei kiender?

Raaber man ei, hvad der er sandt:

at hver bør nyde Friheds-Gaven?

og dog som Dyret sælges Slaven:

det er altiid den gamle Trant!

Har man forviist Kiv og Jurist?

Dræbes ei Folk end af Doctores?

Seirer ei tidt Hofmandens List?

vaases ei lærd af Professores?

Hændte det aldrig, at Du fandt

Retten opoffret for en Frille?

Saae Du ei Dydens Taarer trille? —:

det er altiid den gamle Trant.

I mange Aar blomstred den Skik,

at man med Viin sig vederqvæged;

og man holdt for, at ingen Drik

bedre hver Sindets Vunde læged.

Noah hiin skiønne Cuur opfandt

og stod sig vel ved sin Methode;

da alt saalænge den var Mode,

lad os følge den gamle Trant!