Tit faaer jeg, naar jeg drikker
en Ruus,
især naar ud jeg stikker
mit Kruus.
Naar Vinen da i Panden
gaaer op,
saa siger Forstanden:
Stop! stop!
Men tørste maa Man ikke!
Nei fy!
Paa Rusen bør man drikke
paa ny!
sin Perial man maaler
tilpas,
jeg veed præcis, jeg taaler
tolv Glas.
Du glædessvangre Drue,
min Lyst!
varm længe med din Lue
mit Bryst!
Mig Vinen endnu smager,
som før,
og naar den mig forsager,
jeg døer.
Dig, Ranke! jeg besynger
saa glad,
jeg om min Tinding slynger
dit Blad.
Man os til Trøst i Kummer
dig gav;
bestyg i Dødens Slummer
min Grav!