Errat, qui finem vesani quærit amoris;
Verus amor nullum novit habere modum.
Propert.
Flye, Viisdom, flye! Din kolde Stemme
Min elskovdrukne Sjel ej røres ved.
I Lænker Stormen læg! Bjergfossens Fart du hemme?
Og da du læge kan min Kjærlighed.
Jeg hende saae. Paa hele Jorden
Jeg intet, intet, uden hende, seer.
Et umildt Blik er Lyn, et Vredesord er Torden,
Et Smil! — Elysium omkring mig leer.
Mig Kilden hendes Navn kun suser;
Mig sukker Vestenvinden hendes Navn.
Sødt Nattergalers Chor mig fløjter det; det bruser
Højtideligt fra Bølgens mørke Favn.
Hvor tit har jeg mit Hjerte trykket
Imod det Træ, der hendes Navn jeg skrev!
Hvor glad jeg greb den Blomst, der hende havde smykket,
Og kjærlig gjemte den, til Støv den blev!
O, at hun aldrig havde smilet!
Ej hendes Øje straalet Haab til mig!
Ej hendes bløde Haand i min fortrolig hvilet!
Da, Elskov, kunde jeg neddæmpet dig.
Men nu! — Hun bød mig Haabets Bæger,
Og jeg det Tryllebæger tømte ud.
Hvor er den Urt, som nu mit tændte Hjerte læger?
O, hvor, hvor er den Troldmand, eller Gud?
Min Pligt! — Forgieves vil jeg følge
Dens Stemme. Jeg kan gaae med rolig Aand
Mod Sværd og Kugelregn, mod Storm og skumhvid Bølge.
Men, kan jeg bryde Amors Tryllebaand? —
Nej, intet river mig fra hende!
Her, tæt ved hendes Hjem i landlig Dal,
Her vil jeg, skjønt forskudt, dog leve, lide, brænde
Og døe i elsket Qval! — — — — — — —
M. C. Bruun.