Wehmuth und Wonne des Weisen Erbe!
F. L. Stolberg.
Du, som i Cytheres Myrthegange
Nynnende paa Luthens Strenge slaaer,
Og blandt Philomelers kjelne Sange,
Glad i sværmersk Veemod, gaaer;
Ømheds Musa, salig den, du kaarer
Til din Ven blandt Phoebi Sønners Tal!
Salig Fryd og søde, blide Taarer
Er hans Lod i Støvets Dal.
Hans Naturen er! Dens Tryllerier
Stedse smelted’ ham i skyldfri Lyst.
Stedse Kunstens høje Harmonier
Fandt en Gjenlyd i hans Bryst.
Følsom Yngling skal med henrykt Øre
Lytte til hans kjelne Toners Klang.
Han fra mangen Rosenlæbe høre
Skal sin ømhedsfulde Sang.
Aphrodite smilende skal vinde
Sine Blomsterkjeder om hans Fjed,
Og i jordisk Slør en Huldgudinde
Sende til sin Digter ned.
Susende i Zephirs sagte Hvislen,
Ham en Genius skal kalde hen.
Han ved Hippokrenes klare Rislen
Vaagner paa Parnas igien.
M. C. Bruun.