Hil dig, du Jordens Herskerinde,
Du Havets Dronning; Tapperhed,
Du vandrer; Bølger synke, Fjelde svinde;
Hin Stad du reiste, hiin nedtraaddes i die Fjed:
Men om Din Isse straaler Evighed,
Din Søn staaer, lig en Gud, blandt Jordens Skarer:
De juble ved hans Smiil, de zittre ved hans Harm.
Han løfter Verdners Skjæbne i sin Arm:
Og, — over, under, om ham Dødens Farer, —
Er hans uryggelige Bryst
En Muur af Diamant om alle Himles Lyst.
Vee den Stad, du viger fra!
Dens Navn er Skjændsel. Dens Maal er Trældom.
Snart dundre Trin af Fjender om dens Porte.
Omsonst ved Alteret hyler du, o Fejge.
Bag trefold Kobbermuur du skjuler dig omsonst:
Din Fjendes er det alt,
Dit Slot, dit Guld, dit Bord!, som dufter Vellyst,
Og, Træl, du selv.
Din Stad vorder Ulvenes trygge Skjul,
Vorder pestaandende Vandsump.
Uglen hyler i de tidselbegroede Haller.
Eensomt sørger det hensmuldrende Taarn.
I næste Old skal enkelt Grandsker spørge,
„Hvor var dens Sted?” — og ingen veed det.
Men Tapperhed, Din Vælde bryder
Aarhundredernes Nat og rovsyg Glemsels Skjul.
End bruser Kjögebugt dit Navn, o Juul,
Og Vessels Torden end fra Dynakil gjenlyder.
Ad Stjernebanen frem Du træder ....
Det skjælvende Olymp for Herkul aabner sig ....
Din Trone staaer blandt Guders Straale — Sæder,
Og Skjæbnen, Skjæbnen kun Du øjner over Dig.
Svar, Belt! Du mörke Nordhav, svar!
Naar var ej Tapperhed vort Nordens Skytsgudinde? —
Hvo saae en Dansk, og saae ej den? — Hvor var
Den Bugt, der Danske veeg? Kan Avind selv den finde?
Hvad, svage Röver, troer du, Danmark
Henslumret er i Blödheds Rosenarm?
Viid!
Saa hviler Himlens Örn paa Klippen blant sin Yngel!
Saa hviler Örknens Konge paa sit Bytte.
Han rejser sig! Han fæster i din Nakke,
Den hvasse Tand.
I röde Strömme sprudler du Livet ud.
Dödskrampe sammenknuger dit Hjerte.
Fra forbavste Atlas gjalder den igjen.
Billes tætte Lyn Salpeterskyen bryde;
Dannebroge flyder höjt paa den.
Stænger rasle; Touge hvine; Master knage;
Kugler ziske over Bölgetoppe hen.
Matt’ de flöj, o Hohlenberg, tilbage
Tys! — Hist Sarpens knuste Raaer segne.
Fjender vrimle, Sabler klirre, Kugler regne,
Graadigt hviner Maurisk Myrdelyst.
Iil, lyn og tordn til Hjelp, Najade! ....
Sejersraab til Dödshyl byttes nu.
Brat dit mörkblaa Svælg, o Afgrund, du oplade!
Dine Hekatomber sluge du!
Misundelige Nat, hvi breder
Du dine Vinger over dem?
Ej een, ej een, var sluppet hjem!
Du kun, du kun redder dem
Fra det mörkblaa Svælg og fra de danske Kjæder.
Dog Sejersgudinden vinker!
I Vest hun viser os en större Krands.
Du tör udæske hine Tordner,
Der dine Brödre slog? —
Velan! lad Jorden kysse dine Lænker,
Men Danmark ej.
Til Sejls! Til Kamp! Med Vrag af de fjendtlige Floder,
Med Liig, med Blod, bedække vi Middelhavs Skjöd.
Hver Dansk er Juuls og Adlers Broder;
Hver Dansk til Sejr og Roes er föd.
De flye! De flye! I Bölgen de vorde begraved’!
Afsted, afsted, forfölgende lyner afsted!
„Frygtbare Danmark, Dronning paa Havet!”
Gjenlyde Afrikas skjælvende Bred!
Mulmet svinder. Kampen tier.
Over Havet smiler Dag og Fred.
Men hör, hvilke Jubler opstige om Belt og Sund!
Hvor herligt vaagner du i öster,
Triumphens Soel! —
Flet Laurbær om din Tinding, Danmark!
Bered din Glædesfest, du Heltes Moder!
Iil til din Kyst, iil did med Længsels aabne Favn,
Thi see! de komme.
I Tordner komme de, i Staalets barske Glands,
De komme, svævende i Kæmpers Bölgedands;
De komme — Codan jubler dem imöde,
Og Sundet bruser fro; „Velkomne hid igjen!”
Skjoldungens, Folkets Raab sammenstöde:
„Velkomne, Havets!, Sejrens, Danmarks Mænd!”
Ja, Dal og Fjeld og Strand skal höjt gjentage:
„Velkommen du i al din Glands tilbage,
„Du Sejerstjerne i det mörke Slag,
„Du aldrigovervundne Danner-Flag!”.
M. C. Bruun.