H.A. Brorson (1694–1764)

Den store hvide Flok vi see,

Som tusind’ Bierge fuld af Snee,

                Med Skov omkring

                Af Palme-Sving,

For Thronen. Hvo er’ de?

Det er en Helte-Skare, som

Af hiin den store Trængsel kom,

                Og har sig toed

                I Lammets Blod

Til Himlens Helligdom.

    Der holde de nu Kirke-Gang,

    Med u-ophørlig Jubel-Klang,

                    I høje Chor,

                    Hvor GUd han boer,

    Blant alle Englers Sang.

Her gik de under stor Foragt.

Men see dem nu i deres Pragt:

                For Thronen staaer

                De Slagte-Faar

I Himlens Præste-Dragt.

Sant er det, i saa mangen Nød

Tit Taare-Strøm paa Kinder flød;

                Men GUd har dem,

                Strax de kom hiem,

Aftørret paa sit Skiød.

    Nu holde de, og har til best

    Hos ham en ævig Løfsals Fest;

                    Og Lammet selv,

                    Ved Livets Elv,

    Er baade Vært og Giest.

Til Lykke, Kiempe-Samling, ja

O tusindfold til Lykke da,

                At du var her

                Saa troe i sær,

Og slap saa vel herfra!

Du har foragtet Verdens Trøst;

Saa lev nu ævig vel, og høst,

                Hvad du har saaet

                Med Suk og Graad,

I tusind’ Engle-Lyst!

    Ophøj din Røst, slaae Palme-Tact,

    Og siung af Himmel-Kraft og Magt:

                    Priis være dig

                    Ævindelig

    Vor GUd og Lammet sagt.