Her op ad, I Døde
Nr. 350. — LXVII.
Nr. 350. — LXVII.
1.
Her op ad, I Døde,
For Retten at møde!
Saa kommer vor Dommer i Himlenes Skye,
Hvad vil I da sige,
Som hade hans Rige,
Og søge bag Bøge og Biergene Lye?
Men Zion! hvad Lyst
Vil dette i Bryst
Naar han dig vil skiænke,
Hvad ingen kan tænke,
Meddele dig hele al Saligheds Høst.
Saa sær ham kiær
En Giest du est.
Hvor vrimle
Guds Himle
Da mod dig med Harpe-Lyd.
Eja! til Lykke
Med Brudgom og Smykke
Af gyldene Stykke,
Med Ævigheds Fryd.
2.
Op! op I, som bygge
Paa Jorden saa trygge!
Hvad gavner de Avner, I samler saa fast?
Og meere I vove
End drukne, som sove
Der oppe i Toppe af svenkende Mast.
Vaag op dog, og see,
Du mælende Kree!
Hvad, inden sig Vinden vil vende, kan skee.
Flye, mens du har Stunder,
Til Frelserens Vunder,
Før Vreden i Steden vil hagle og snee.
Ak viid: den Tiid,
Du har, er rar.
Vi prise
De Vise,
Hvis Lampe er aldrig slukt.
Jammer! at støbe
Da Lys, eller løbe,
Og Olie kiøbe,
Naar Døren er lukt.