Naar Solen nu er dalet
og Dagens Lys forsvundet,
naar Himmelrødmens Flammeskær er jaget helt paa Flugt,
saa hvisker vi en Aften
med et Stik i vort Hjerte:
De lyse Nætter — ak! Er deres Skin da ganske slukt?
Den Lysbue paa Himlen,
det graahvide Trylleskær,
vi søgte før og fandt, dér langt borte i Nord,
vi søger nu forgæves
og hvisker sært bevæget:
Men — er da vor Sommer helt forbi for i Aar?
Nej, Naturen er gavmild,
en rundhaandet Giver,
vort Tab er bleven bødet, der er slet ingen Gæld.
Noget fint har vi faaet
for det, som vi har mistet,
Høstmaanedens den skønne, den stjernestrøede Kvæld.
Gaar vi nu ud ad Høstens
de dugget-dunkle Veje,
afstriber Snese vekslende Dufte Aftnens Luft.
Her er det Rodfrugtens
ramfriske Pirren,
hist er det Lucernens næsten kvalmsøde Duft.
Ihvor vi end vandrer,
saa strømmer os imøde
Duften af den kærnetunge, fuldmodne Sæd;
og Duften af Havernes
de krydderstærke Urter,
kan flygtigt kildre Næsen, naar vi drager vort Vejr.
Og se — imellem Negene,
den lille Mis sig lister
nu skal den nok ud til sin natlige Leg.
Og hist fra sit Skjul
kommer Pindsoen snøftende,
den er en vældig Ynder af en lækker Musesteg.
Forbi vore undrende
og glippende Øjne
Flagermusen flakker om i mystiske Vink,
og ude fra den sorte Sky
hist i det Fjerne,
der glimter det med skæbnesvangre Lynildsblink.
Høsttid er inde
og Høstens mange Billeder,
møder vore Øjne, hvorhen vi vender dem.
Nu er Sæden moden
og saa skal den mejes,
at Høstens dyre Skatte kan komme sikkert hjem.
Se dér paa Herregaardens
brede, rige Marker,
staar hyllet til mod Duggens og Nattens lumske Fugt,
de fire slebne, knivskarpe
Mejemaskiner
parate til i Morgen at høste Agrens Frugt.
De ligner jo næsten
fire Kæmpefuglebure,
vor Bedstemor med Omhu mod Nat har hyllet til;
men vent til de i Morgen
befries for deres Hylstre,
da faar vi se dem danse frem i artigt Kraftudspil.
Da vil de hugge løs paa
den gode, gule Bygmark,
og uden Blusel fælde ned det hele skønne Fald,
og bag dem vil der ligge,
strøet over Markens Stubbe,
med faldne Neg-Soldater, i mange Tusind Tal.
— Ja, nu er Høsten inde,
Nu sankes der i Lade,
og hvis den fyldes rigeligt, saa bliver Bonden glad.
Men vi som ikke saaed,
og heller intet høster,
vi ber, at vi af Sommerdage faar endnu en Rad.
Og naar saa Himlen drysser
sit Stjerneguld ned til os,
og lette Skyer vifter mildt om Næets smalle Rest,
da gaar vi ud, betagne,
i Høstens skønne Aftner,
og nyder deres dunkle Drøm og deres Duftes Fest.