Birgitte Boye (1742–1824)

Min Gud! o red du mig af mine Fienders Hænder,

Sæt mig for høit for dem, som imod mig opstaae,

For høit, saa hver en Piil, som deres Bue sender,

Sløv falder ned igien, og kan ei Maalet naae!

Ja Herre! red du mig fra Overtrædere,

Og skiul mig med din Haand for de Blodtørstige!

        De søge kun min Død, og som den vrede Løve,

De træde mægtige med eet imod mig frem,

Og Uretfærdighed mod mig forladte øve;

Og hvad er dog min Skyld? Har jeg opirret dem?

Og er min Idræt ond? — nei! mærk o Jehova!

Jeg er uskyldig, og de hade mig endda. —

        De løbe, staae i Skiul, til lumske Mord sig stille,

Vaag op! og staae for mig, og deres Id besee!

O Gud, vor Jehova, Hærskarers Gud! du vilde

Forklare, at du er den Jacobs Hellige;

See ned paa Støvets Børn! bedøm du deres Vei!

Og naar du skaaner, skaan en utroe Løgner ei!

        Tusmørket skumler, og med Mørket kun fortroelig’

De søge atter hen, hver til sin Morder-Vraa;

De løbe Staden om, som Hunde, saa uroelig’,

Og Løgn, og Dadel fra opspærred’ Munde gaae;

Og alle deres Ord dødsaare som et Sværd;

Dog tænke de: held os, der ingen Hævner er!

        Men du er Hævneren, og du beleer de Frekke,

Og spotter Trudseler af Jordens svage Søn,

O Gud! min Styrkes Gud, mig Længseler opvække

I Nattens tause Roe til fyrig Tillids Bøn,

Og jeg er trøstig, naar mig Fiender fordre ud,

Thi Gud, du er min Borg, min naadefulde Gud.

        Gud staaer som Værn for mig, jeg frygter ingenlunde,

Han lader mig sin Hevn paa mine Fiender see;

Men dræb dem ikke; thi mit Folk da hastig kunde

Forgiette, hvad du til min Redning lader skee;

Men lad dem flye! fra dem du Seieren bortrive,

Viis Jehova, vor Skiold! du vil vor Skytsgud blive.

        De tale idel Ondt, og tale aldrig andet;

Gud, deres Overmod, som Snarer fange dem,

Og deres falske Eed udrydde dem af Landet,

Udryd dem fra dit Folk med deres Huus og Hiem,

Saa det maa høres — ja til Jordens Grændse-Skiel —

At Jacobs Gud endnu regierer Israel.

        De som med Skumringen nu Morder-Pagt oprette,

De maa da streife om, og ikke finde Hiem,

Som Hunde, der ved en mislinget Jagt er’ trætte,

Adspredte, hungrige, og Mørket skrækker dem —

Da priser jeg din Magt, og ved hvert Morgen-Grye

Skal jeg bekiende, at din Miskundhed er nye.

        Thi Fienden faldt mig an, hans Pile vare skarpe,

Men, Jehova, du var min Hielp paa Nødens Dag;

Jeg trykker til mit Bryst min tonefulde Harpe,

Og hæver denne Haand til stærke Harpe-Slag,

Og øser al min Siel i Jubel-Sange ud;

Thi Herren er min Borg, min naadefulde Gud.