Birgitte Boye (1742–1824)

Du havde os forskudt og sønderrevet,

Du var os vred, — (o Gud det Suk er tungt;)

Vred saae du ned til Jorden, og den bæved’;

Du sønderrev den til sin Middel-Punkt;

Endnu den zittrer; heel dens Brud,

Du, som er atter vor miskundelige Gud!

        Du har dit Folk med svare Domme øvet,

Du skienkede i Vredens Bæger Viin,

Vi tømte det, og tumlede, og raved’,

Og mærkede ei Fiendens Morder-Trin,

Da gav du dine Dyrkere

Til Flugten — de for Sværd og Buer flygtede.

        Skal Pagtens Børn, skal Yndlingerne reddes,

Saa send os Hielp, ræk os din høire Haand,

Og svar os, du, som overalt tilbedes,

Ja! Salighed indstrømmer paa min Aand,

Gud taler i sin Helligdom,

Og giver mig igien min Krones Eiendom.

        O! lad mig nu uddeele Sichims Egne

Til Sichims Børn, og hæmme deres Graad;

Og Suchots Dal — det høres allevegne —

Og Suchots Dal tilmaaler jeg sin Lod,

Og, Gilead! kast Lænken hen,

Og du Mannassa — I tilhøre mig igien.

        Fra Ephraim har jeg mig Helte lovet,

Og, Ephraim! din kiekke Helte-Trop

Er Salems Vold, er Hielmen om mit Hoved;

Og, Juda! du med Omhue fostrer op

Skarpsindige, Statskloge Mænd,

Som understøtte trygt Lovgiveren.

        Mens Israel mig Seiers-Krandse fletter,

Saa vader jeg i slagne Fienders Blod

Til Moabs Dal og mine Fødder tvætter,

Og sætter mig ved Fredens Giestebud; —¹

Til Edom kaster jeg min Skoe; —²

Vær Seier-Sang du Land Philistrene beboe!

        Hvo aabner mig tilspærred’ Fæstnings-Porte?

Hvo fører mig i en befæstet Stad?

Hvo førte mig, saa jeg frimodig torde

Til Edom gaae igiennem Kampens Bad?

Du, efter at du selv, o Gud!

Os havde først forskudt, og ei med os drog ud. —

        Giv stedse Sei’r i Kamp mod vore Fiender;

Thi uden dig al Hielp et Intet er!

Blot ved vor Gud vi reise stolte Minder

For herlige og store Gierninger;

Kun han nedtræder, og nedslaaer

Hver uforsonlig Magt, som imod os opstaaer.