Den 58. Psalme
Mel. Vor Gud han er saa fast en Borg.
Mel. Vor Gud han er saa fast en Borg.
1.
I Jordens Guder! vil I og
I Sandhed pleie Retten,
Og lade eders Dommer-Sprog
Retfærdig deele Trætten?
O nei! enhver for sig
Arbeider kun paa Svig;
Vægtskaalen veier ned,
Men det er Voldsomhed,
Som overveier Retten.
2.
Ja disse Uretfærdige
Fra deres Ungdom synde,
Med Irre-Trin de Løgnere
De første Aar begynde,
Naar da forbedres de,
Som end fra Moders Knæe
Har Gift, som Slange-Gift,
Og følge deres Drift,
Og stride mod Formaning.
3.
De lukke deres Øren til,
Ret som den tredske Slange,
Der stopper Ørene, og vil
Ei høre Maner-Sange,
Hvor færdig Maneren
End kan Besværelsen,
Knus deres Tænder — Gud!
Bryd Løve-Tænder ud,
Den unge sterke Løves.
4.
Bortfør dem brat, som med en Flod,
Lad deres Bue feile,
Og Pilen ei indsue Blod!
Lad dem forgaae, som Snegle,
Der tæres ved at gaae;
Alt, hvad de pønse paa,
Døe hen saa skjult, som de
Utidig’ Fostere,
Der ei har skuet Lyset.
5.
Knap blev den Redelige vaer,
At eders Tierne groede,
Før alle Qviste Pigge bar’,
Og sammenfletted’ stode;
Men eders skarpe Træe
Staaer ei i helligt Læ,
Nei! Markens vilde Brand
Skal tænde Busken an,
Og Storme den adsprede.
6.
Da skue de Retfærdige
Guds Dom, og ere glade,
Som stolte Seiervindere,
I Voldsmænds Blod de vade —
Høit raaber da enhver:
Det dog en Fordeel er,
At være reen og from,
Thi Guder holde Dom
I Herrens Sted paa Jorden.