Den 52. Psalme
Mel. Hjertelig mig nu længes.
Mel. Hjertelig mig nu længes.
1.
Hvi roser du dig Morder!
Guds Naade varer ved;
Vor Trøst, skiønt du ei vorder
Af List og Ondskab kied;
Din Tunge er den skarpe
Og lumske Morder-Dolk —
(Udbryd min dæmped’ Harpe
I Klager blandt mit Folk!)
2.
Thi du — du vælger heller
At giøre Ondt end Got;
Du dristig Løgn fortæller,
Med Sandhed driver Spot,
Dig alle Ord behage,
Der saare dybt, som Sværd,
Og Tunger, som bedrage,
Beskytter du især,
3.
Men Gud skal dig forstyrre
Indtil Forglemmelse,
Han griber dig du tørre
Forvisned’ Olie-Træe,
Og dig med et afbryder
I Hyttens Skiul og Hegn,
Og reent din Rod udrydder
Af Lysets blide Egn.
4.
Din Dom skal rædsomt lyse;
Og de Retfærdige
Skal see den an, og gyse,
Og raabe seirende:
„Hans Fald en Varsel vorder,“
„Saa endes List og Vold!“
„Han faldt den stolte Morder,“
„Thi Gud var ei hans Skiold.“
5.
„Derfor maa han omkomme;“
„Derfor han ei bestod;“
„Paa store Eiendomme“
„Han ikkun sig forlod;“
„Men han, som nys var prægtig,“
„Om ham man sige skal:“
„Vel blev han stor og mægtig,“
„Men ikkun til sit Fald!“
6.
Og mig skal Gud beskytte,
Jeg staaer i helligt Læ,
Saa trygt, som i Guds Hytte
Det grønne Olie-Træe;
Jeg staaer i Naadens Skygger,
Gud baned’ for min Fod,
Hans Godhed mig betrygger;
Thi han er evig god.