Den 51. Psalme
Mel. O Gud du fromme Gud.
Mel. O Gud du fromme Gud.
1.
O Herre skaan mig for din ufortiente Naade —
For din Barmhiertighed, som dog er uden Maade
Vadsk min Misgierning af og slet mit Affald ud,
Og rens mig af min Synd, Forladelsernes Gud!
2.
Thi jeg mit Affald med Veemodighed bekiender,
Min Synd forfølger mig, og Hevnens Lue brænder —
For dig allene har jeg syndet, og jeg veed:
Kun dine Øine saae min Ondskabs Hemm’lighed.
3.
Jeg vil bekiende det, mens du din Straf forhaler,
At du skal kiendes for retfærdig, naar du taler,
At du skal være reen for heele Jorderig,
Naar du vil hevne Blod, naar du vil dømme mig.
4.
Men — o! ved Synden er min Herlighed forloren,
Med Aands Besmittelse er jeg til Lyset baaren,
Med mig oplivede det moderlige Bryst,
Da jeg derunder laae, en ond vanartig Lyst.
5.
Paa Korsets Renselse du ei din Fordring grunder,
Den Sandhed er din Lyst, som ligger skiult derunder,
Den Viisdoms Hemm’lighed, du for min Aand oplod,
Jeg seer et rensende, et sandt Forsonings Blod.
6.
Tag Isop-Busken da, bestænk og rens mig Herre!
At jeg maa hvidere end Natte-Sneen være,
Og lad mig høre Fryd og Glæde, at de Been,
Som du har knuset smaa, maa fryde sig igien.
7.
O lad dit Øiekast ei min Misgierning møde,
Nei! men udslet min Skyld! hukom ei meer min Brøde,
Skab mig et Hierte, som er reent og lever dig,
Et stadigt Forsæt du fornye igien hos mig.
8.
Du satte mig for dig paa Judæ Konge-Sæde;
Forkast mig ikke fra dit Ansigt i din Vrede,
Tag ei fra mig dit Lys, din Trøst, din Hellig-Aand,
At Skræk og Traurighed skal ei faae Overhaand.
9.
Jeg har i Nøden vidst, at du mig vilde redde,
Lad dog endnu det Haab, det samme Haab mig glæde!
Mit Forsæt kiender du, det ligger blot for dig;
Giv mig en villig Aand, og understyr du mig.
10.
Og lad mig ved mit Fald affaldne daglig lære:
At du er Naadens Gud, Forladelsernes Herre,
Ja lad din Naade-Vei forkyndes frit af mig,
Paa det at Syndere maae vende om til dig.
11.
Blod-Dommen tordner for mit rædselsfulde Øre,
Men spar! Blod-Hevner spar! din Dom du ei udføre,
Afværg du selv min Død, min Gud! min Hielp! min Fred!
At jeg kan prise dig i al din Miskundhed.
12.
Af Qvaler er jeg taus, min Aand forgieves stræber
At hæve sig til dig; oplad du mine Læber!
Lad dog min Mund igien lovsiunge dig min Gud,
Og med Frimodighed din Ære brede ud.
13.
Jeg tør ei offre dig med Blod-besudled’ Hænder,
Det bød du ei, og vist derfra dit Øie vender,
Saae du det naadigt an, o Gud! da offred’ jeg;
Men nei! Brændoffere behage dig jo ei.
14.
En angergiven Aand maa Jehova behage;
Ja! det er Offeret, som Herren vil antage,
O! en bodfærdig Siel, et Hierte knuset smaa,
Det offrer jeg dig her, kast Naade-Blik derpaa.
15.
Bliv ved at sørge for dit Zions sande Beste,
Omskands Jerusalem, dens Muure du befæste!
Da vil du Off’re af Uskyldigere see
Med naadig Velbehag paa dine Altere.