Den 41. Psalme
Mel. Fra Himmelen høit komme vi nu her.
Mel. Fra Himmelen høit komme vi nu her.
1.
Vel den, der ædelt agter paa
Den Frommes Trang; paa dens Attraae,
Hvis Nød er taus et Foredrag,
Ham redder Gud paa Nødens Dag.
2.
Han tryg i Almagts Skygge staaer,
Og Gud forlænger selv hans Aar,
O ganske Land, hvori han boer,
Skal see ham lykkelig og stor —
3.
Hans bittre Fiender reise sig,
Men Gud, hvor er det langt fra dig,
At du vil overgive ham
I Fiende-Haand, til Spot og Skam —
4.
Slager Sygdoms tunge Haand ham ned,
Saa styrker du hans Skrøbelighed,
Og giør ham atter karsk igjen —
Saa heldig er Fortrængtes Ven!
5.
Jeg raabte under Drøvelser,
Da ingen mig antog sig meer:
O Gud! antag du dig min Sag,
Og vær min Hielp paa Nødens Dag —
6.
Helbred min Siel! jeg veed jeg har
Fortient din Straf — men Herre spar!
Min Ruelse er dig bekiendt,
Borttag den Straf, jeg har fortient!
7.
Grumt Fienderne bagtale mig,
Ja sige frit imellem sig:
Naar skal han døe? gid dog i Skam
Hans Navn maae slettes ud med ham!
8.
Hvo veed det sande? ingen — thi
De møde mig med Smigrerie,
Og ile hen, hvor man dem troer,
Og der forvende mine Ord —
9.
Og alle de, som hade mig,
Nu imod mig forsamle sig,
Og kun med Uroe pønse paa,
At de mig kan nedstyrtet faae —
10.
Nok have vi — (saa sige de)
Oft over ham Beskiæmmelse,
Og den, som først nedtrykkes saa,
Han kan jo aldrig meer opstaae! —
11.
Saa klaged’ jeg for Gud, og see!
Han strax mig understøttede;
Jeg seer heraf grangivelig,
At Gud har Velbehag til mig —
12.
Jeg er bestemt, det veed min Siel,
Til at regjere Israel,
Og Fienden skal med Seiers-Skrig
Ei rykke Zepteret fra mig!
13.
Du ansaae min Oprigtighed,
Og greb mig just, i det jeg gled,
Og for dit Øie stillet’ mig,
Nu staaer jeg stedse tryg ved dig —
14.
Høilovet være Jehova,
Israels Gud! Halleluja!
Udfør min Sang Chor efter Chor,
Mit Amen, Amen, Gud er stor!