Den anden Bog.
Den anden Bog.
Den 42. og 43. Psalme
Mel. Vaag op og slaae paa dine Strenge.
Mel. Vaag op og slaae paa dine Strenge.
1.
Som Hiorten smægtende opstiger
Fra sandig Ørk til Hermons Top,
Og efter Lædske-Strømme skriger,
Og søger Kilde-Vældet op;
Saa stiger og min tørstig’ Siel
Til dig, Udødeligheds Væld —
2.
O! hvor forsmægte mine Kræfter;
Bryd Lædske-Strøm fra Zion ud!
Min tørstig’ Siel kun tørster efter
Den levende og sande Gud,
Naar skal jeg i Guds Forgaard gaae!
Naar skal jeg for Guds Ansigt staae!
3.
Mit Brød bedugger jeg med Taare,
Og drikker Graadens salte Luud;
Thi Spottere mig daglig saare:
Hvor (sige de) er nu din Gud!
O bittre Ord! i friske Saar
Man dybere med Latter slaaer.
4.
Thi her jeg med opflammet Længsel
Velsigner kun de Øieblikk’
Jeg i den festelige Trængsel
Omringet til Guds Boelig gik;
Hvor den høitidelige Hob
Udbrød i høie Fryde-Raab. —
5.
Du bruser — o min Siel hvorfore?
Hvi som et Hav oprøres du,
Og atter smelter hen i Taare?
O! haab paa Gud, jeg skal endnu
For ham min Hielper og min Gud
I Zion tone Lovsang ud! —
6.
Min Sang er Sorg, mit Øie græder,
Min Siel i Veemod taber sig —
Gud! langt fra Zions Herligheder,
Fra dine Altere og dig
Jeg irrer her hvor Taushed boer,
Hvor Rædsler giør din Guddom stor;
7.
Hvor Jordan i sit Udspring støder
Som huule Vinter-Storme frem
Fra Hermons moes-begroede Fødder,
Hvor dette lidet Bierg, mit Hiem
I mørke Skygger sluges op
Af Libanons Uhyre-Krop.
8.
Hvor Strømme høit til Strømme raabe,
Og styrte sig i graadig Søe;
Hvor dine Kilde-Væld tilhobe
Mod skarpe Anstøds Klipper giøe;
Hvor dine Bølger reise sig
Og gaae i Floder over mig;
9.
Men Gud om Dagen mig veileder,
Og byder Naader om min Gang;
Naar Natten Gruelse udbreder,
Er Livets Gud min Natte-Sang,
Og mine Bønner vare ved,
Og qvæge mig min Eensomhed.
10.
Tit spørger jeg med Tillids-Taare
Min Tilflugts-Gud, min Siels Attraae,
Hvi har du mig forglemt? hvorfore
Skal jeg i Sørge-Klæder gaae,
Og mine Fiender trænge sig
Fra alle Sider ind paa mig?
11.
Thi jeg er dog en Spot for Daarer —
Du seer min Qval min Siele-Meen —
De som med Morder-Sværd mig saarer
Ja knuser alle mine Been,
Naar de med Haanhed spørge mig:
Hvor er din Gud, som salved’ dig?
12.
Du bruser — o min Siel hvorfore?
Hvi som et Hav oprøres du,
Og atter smelter hen i Taare?
O Haab paa Gud! jeg skal endnu
For ham min Hielper og min Gud
I Zion tone Lovsang ud! —
Den 43. Psalme.
13.
Gaae med et troeløst Folk i Rette,
Og red mig fra Meeneedere!
Du er min Kraft! o styrk mig trætte!
Hvi glemmer du min Lidelse?
Hvi skal jeg flye i Sørge-Dragt,
Forfulgt af Fienders Had og Magt!
14.
Udsend dit Lys, giør du mig roelig!
Ban Veien for min matte Fod!
Lad mig ei vade til din Boelig
I mine Undersaatters Blod;
Men for din Sandhed led du mig
Igien til Zion og til dig!
15.
At jeg kan knæle hvor du throner,
At jeg kan til dit Alter gaae
Og hellige lovfulde Toner
Fra søde Zithar-Strenge slaae;
Da skal min Jubel bryde ud
For dig min Fryds og Glædes Gud!
16.
Du bruser — o min Siel hvorfore?
Hvi som et Hav oprøres du,
Og atter smelter hen i Taare?
O Haab paa Gud! jeg skal endnu
For ham min Hielper og min Gud
I Zion tone Lovsang ud!