Birgitte Boye (1742–1824)

Jeg raabte med standhaftigt Haab,

Og Jehova anhørte

Mit Angest-Skrig, mit stærke Raab —

Og vældig mig udførte

Af den dybt huled’ Morder-Grav,

Med Fader-Haand drog han mig af

De seie Mudder-Dynger;

Han ledte mig, indtil min Fod

Med faste Trin paa Klippen stod,

Der, hvor jeg ham besynger —

Thi han et nyt Halleluja

Paa mine Læber lagde,

En værdig Sang for Jehova —

Og mange skulde agte

Paa Herrens store Værk — paa det:

At han har mig med Majestæt

Af Dødens Svælg udrevet

Og de skal med Tilbedelse

Antage den Guds Dyrkelse,

Som han har foreskrevet.

„Lyksalige! (saa synger jeg)

„Er’ de, hvis Gud er Herren!

„Tryg er hans skiulte Viisdoms Vei,

„Og ham tilhører Æren —

„Held Jehova’s Tilbedere,

„De dyrke ei Afguderne,

„Og laane intet Øre

„Til det, som de løgnagtige

„Og falske Guders Tienere

„Med Nidkiærhed fremføre.

Hvor stor — o Jehova, min Gud!

Er din Beslutning ikke! —

Den Redning, som du valgte ud,

Og vilde os tilskikke,

Har mellem dine Gierninger

I Verden ingen Lige meer,

Den skal min Lovsang blive;

Endskiønt den er saa Under-stor,

At ingen Tunge danner Ord,

Som kan dit Raad beskrive —

Thi Offer-Dyrets Blod kan ei

Din Fordring fyldestgiøre;

Ei Jordens offred’ Frugter — nei!

Du gjennemskar mit Øre,

Og lærte mig dit Raad — jeg veed

Al denne høie Hemmelighed:

Brænd- og Synd-Ofre kræver

Ei din fornærmed’ Majestæt;

Thi du Gjengjeldelsernes Ret

Ei udi dem ophæver —

Da sagde jeg: See jeg er her!

Jeg er et Offer blevet,

I Mosis Offer-Love er

Om mig allene skrevet;

Den høie Fyldestgjørelse,

Som ene dig behager, Skee!

Det er min Glædes Fylde,

At giøre din retfærdige

Og Miskunds-fulde Villie,

Jeg skal din Lov opfylde.

I talrige Forsamlinger

Jeg offentlig skal lære:

At Jehova’s Forjættelser

I mig opfyldte ere;

Min aabned’ Læbe sluttes ei,

Nei! Jehova du veed, at jeg

Din Sanddruhed udbreder;

Dig lover jeg, din Hielp var vis;

Din Naade skal forherliges

I store Menigheder.

Men Jehova! skiul dig ei ved

Min Siele-Angst, min Fare;

Nei! mig din Fader-Kierlighed

Og Trofasthed bevare!

Thi Lidelserne reise sig,

Talløse Synder gribe mig;

Jeg tør dem ei betragte;

Thi deres Tal i Mængde gaaer

Langt over mine Hoved-Haar —

Jeg knap mig selv kan agte.

Il med din Hielp, o Jehova!

Din Arm mig snart udrive!

Hvor skamrød og hvor taus skal da

Hver Morder-Leen ei blive;

De, som ansee min Lidelse

Med grusom Lyst, — — — o! alle de

Skal vige bort og zittre,

Ja de med eet skal overgaae

Fra Fryd til Skræk, og isned’ staae;

Som nys beloe mig bittre.

Men Herre! de, som dyrke dig,

Som Redning fra dig haabe,

O de skal alle fryde sig,

Fra Tid til Tid udraabe:

Stor, ene stor er Jehova! — —

Ja han er stor! halleluja!

Saa arm, forladt af alle,

Som jeg end er, er han mit Alt! —

Min Gud! som mig ei før undfaldt,

Mig snart med Hielp husvale!