En Tilgivelse
Til V. Irmingers Maleri.
Til V. Irmingers Maleri.
Nu da hun Døden skal friste,
ned er han segnet ved Lejet.
Hun var ham tro, skjønt hun vidste,
at hun ej længer ham ejed.
Angeren kommer for silde,
spildte er Taarer og Klage.
Ak, selv om ogsaa han vilde,
Livet ej kaldes tilbage.
Livet og Lykken er fløjne,
Trækfugle lig imod Høsten.
Her er kun bristende Øjne,
brudt til en Hvisken er Røsten.
Men om end Dødssveden lægger
klamt sig om Kinden og Panden,
se, hvor hun Haanden dog strækker
sonende over den anden.
Mindes hun den Gang, han knæled
blussende varm for den unge?
Den Gang, da Jubel besjæled
Ordet, der sang paa hans Tunge?
Nu, da det gaar mod det sidste,
ser hun kun Afglans af Vaaren.
Vennen ej mer skal hun miste,
nu vil han aftørre Taaren!
Hvad hun saa tabte hernede
— Ungdom og Sundhed og Ære —
ikke et Støvgran af Vrede
hisset hun med sig vil bære.
Og naar han stedes for Dommen,
fast vil hun staa ved hans Side:
»Herre! herhid jeg er kommen,
for om hans Frelse at stride.
Han var mit Alt, da i Støvet
Menneskers Skæbner vi løde.
Nu er han lutret og prøvet.
Herre! slet ud da vor Brøde!«
— Hellige Kjærligheds Under,
hver Gang en elskende Kvinde
læger de dybeste Vunder
og kan velsigne sin Fjende,
og, om end Døden sig nærmer,
tro i sit Hjærte tør haabe,
at hun ham evig beskærmer
under sin Kjærligheds Kaabe.