Barndomspoesien
Af Viktor Rydberg.
Af Viktor Rydberg.
Har du fra vor Barndom Dagen i dit Minde,
da saa smaat vi lærte Fuglens Sprog forstaa?
Ude var det Vinter, lunt og hjemligt inde,
hvor vi ved vort Vindu begge hørte paa
Kragerne, som ovre paa vor Nabos Tag
højlydt lagde Raad i en Familiesag.
Deres Kvax og Krax
tyded for os strax
Anna, mens hun sad og passed Naal og Sax:
»Kragepiger smaa,
kan I nok forstaa,
maa til deres Moder tale saa:
»Aa, vi fryser Mo’r,
værre end du tror.
Bring til Øen os, hvor Søndenvinden bor.
Dér vi kjøber Sko,
smukke franske Sko,
Sko og Strømper til vor nøgne Klo.
Dér vi faar tøet op
vor forfrosne Krop
ved at ryste Korn af Nellikernes Top,
runde Peberkorn,
trinde Peberkorn,
— Katten blæser i sit Sølverhorn.«
* * *
Anna, kan da vi, som ingen Vinger bærer,
ogsaa naa derhen, til Søndenvindens Ø?
— »Jo, det kan I godt, som gamle Sange lærer,
gaa blot til den stolte Svaneridders Sø.
Dér I ser en lille Baad paa Vandets Spejl,
smykt med gyldne Tofter, Flag og Silkesejl.
Svanen drager den
over Bølgen hen,
Vandets hvide Lilie nikker til sin Ven.
Paa den dybblaa Sø
om den grønne Ø
Sølverhornets Toner aldrig dø.«
Ja, men sig os nu, hvor skal vi Vejen finde
til den stolte Svaneridders blanke Sø?
— »Dybt i Skoven ved en Korsvej viser Vej derinde
Pælen, graa af Aar og mør af Sne og Tø.
Træffer du ej den, saa spørg de Fugle smaa,
Stillidsen og Finken, som i Løvet slaa,
om du møder dem,
eller Vandringsmanden fra Jerusalem,
eller Maanens Ny,
eller Himlens Sky,
eller Nissen i den nære By.«
* * *
Saa i Vinterkvælden pludred ved vor Side
Sagn og Sange om den blussende Kamin.
Og naar Vaaren kom, og Vestenvinde blide
fik Syrenen til at knoppes skær og fin,
kom med dem en Skare Sommeræventyr,
kom og sang om Trold og Hex, om Prins og Dyr,
sang omkap paa ny
med hvert Næb i Sky,
der i Trækfuglskaren Sommer red i By
og fra Skovens Sal,
skyggefuld og sval,
nu med Jubel fyldte Bjærg og Dal.
Hvor en Vej sig tabte ukjendt i det fjærne,
førte den os strax til Æventyrets Land,
gamle Sange lød fra Fossens Møllekværne,
lutter Æventyr fortalte Sø og Strand;
Klippen luded over Kløftens sære Kryb,
Milen lokked med sit Baal i Skovens Dyb.
Ak, til Æventyr,
gamle Æventyr,
Fantasien bort fra Dagens Trældom flyr,
folder ud til Flugt
sine Vinger smukt,
staar som Barn igjen ved Trylleøens Bugt.
Aar og Dage svandt,
fra vi Vejen fandt
til det gyldne Slot i Barnets Himmelkant.
Gamle selv og graa,
saâ vi nye Smaa
tulle ind deri saa let paa Taa,
medens Synd og Nød
os i Stedet bød
kun en Poesi, som Livet vingeskød,
livstræt Poesi,
der gjør Dagværk i
virkelighedstro Fotografi.
Men hvordan end Skæbnen Livets Traad skal spinde,
intet rokker vore Barndomsdrømmes Slot.
Sangens Alf som Dronning bor derinde,
Mytos, Digterpilten, hersker dér som Drot.
Fantasien, Hjærtets Arneild og Sol,
har i Barnets Rige end sin Kongestol.
Staa da Barnet bi
med dit Féeri,
med dit Pludder, Vrøvl og hulde Narreri!
Staa os alle bi,
evig ung og fri,
Livets Morgenrødes Poesi!
End i Slottet staar
som i Ungdoms Aar
Æventyrets Prins med Blomst i Haar;
end i Maaneglans
under Flor og Krans
træder Sangens Alf sin lette Dans.
End naar Jorden hvid
har sin Vintertid,
snakker Krager om at flyve did
efter Peberkorn,
Sko og Peberkorn
— Katten blæser dér i Sølverhorn.