Fruen paa Salshult
Et Tidsbillede fra 1708.
Et Tidsbillede fra 1708.
Af Carl Snoilsky.
Af Carl Snoilsky.
Den bidende Blæst staar barsk og haard
op ad Alleen til Salshults Gaard
imellem Søen og Skoven.
Et smaalandsk Landskab i Efteraarsdragt
med skrigende Krager paa Ormejagt
i Furerne efter Ploven.
I Solnedgangens blegrøde Skjær
en halv Snes Kvinder i Bondeklæ’r
saa sorte som Krager sig samle.
Om Gaardens Trappe de flokket sig har,
og tyst og dæmpet gaar Spørgsmaal og Svar
imellem unge og gamle.
Og Hoveddugen de glatter paa;
snart skal de for Fruen paa Salshult staa,
velbaarne Fru Majorinden.
Alene hun Gaardens Styre tog,
da med Eskadronen Jon Staalhammar drog,
hendes Husbond, ud imod Fjenden.
Saa tidt de Rytterkoner har set
Sofia Drake til Hjælp beredt;
i Dag maa hun laane dem Øre.
Thi rundt i Sognet man vide vil:
Majoren har sendt en Kurer hertil.
Nu nyt de fra Krigen skal høre.
De trykked sig sammen i Salens Vraa.
Kong Carl i sin mørkeblaa Kjole saâ
fra Væggen ned paa det Stævne.
Den naadige Frue i Møde dem gaar;
hun statelig bær’ sine firti Aar,
og venlig hvert Navn hun kan nævne.
»Mo’r Brita — Mo’r Anna! God Aften! Guds Fred.
Min lille Pige, I ser, er med
og beder jer tage til Takke!«
Dér staar hun den smaa bag Moderens Ryg
med Kanden helt fuld af Gaardens Bryg
og Boller dertil paa en Bakke.
Saa kommer det bedste: det ventede Brev.
Soldaten det nede i Lithauen skrev
ved Skjæret fra Lejrbaalets Brande.
En Hilsen til Hjemmet deroppe mod Nord
med mangt et rørende simpelt Ord
fra dem, der er farne af Lande.
Og Konerne lytter — enhver til sit.
»Aa Herre Gud!« — nu de græder stridt.
»Den Narrifas!« — Latteren svirrer.
Men der er tvende, som Brev ej fik.
De staar ved Tærsklen med stive Blik,
og angst mod Gulvet de stirrer.
Den ædle Husfrue blegner i Hast;
hun holder de to i Haanden fast
og hvisker: »Kom Elin, kom Grethe!
I véd, hvor den unge Herre bor.
Dér har jeg til eder endnu et Ord
om alt, hvad dernede skete.«
Hun taler saa mildt, hun byder dem Trøst,
fortæller — ak selv med svigtende Røst:
»Et Slag har staaet desværre.
Ved Holofzin Russen løb atter sin Vej,
men Sejren var dyr for jer og for mig;
vore fattige faa blev færre.
Pistol og Hurtig i Græsset bed.
Bøj jer i Støvet for Herren ned!
Jeg ogsaa mit Kors maa bære.
Kornetten, som alle I holder af,
min Dreng, den bedste, som Gud mig gav,
Jan Adolf, min Glæde og Ære.
Da Brevet gik af, i Live han var,
men Kuglen ikke man fundet har;
i Saaret Feberen brænder.
Lad mig alene en Smule nu.
Saa langt jeg evner, jeg har jer i Hu,
stol trygt paa mig, stakkels Venner.«
De gaar. Ved en Seng af hvidmalet Træ
ned synker Fru Sofia paa Knæ
med Hjærtet i Støn og Klage.
Her lærte hun Drengen hans Barndoms Bøn,
her sov han, rødmusset, sund og skjøn
i Lykkens henrundne Dage.
»Min tapre Yndling! Guds Vilje ske!«
Og ned over Pudernes hvide Sne
de brændende Taarer rinde.
»Min Dreng, maaske er du alt i Havn!
Maaske jeg kun strækker min Moderfavn
ud mod en Skygge, et Minde!«
Det banker paa Døren ivrig og kort.
Hun stryger heftig Taarerne bort
— de passer sig kun for den svage.
Forvalteren venter paa hendes Bud,
i Køkkenet maa hun ogsaa ud
— rask til Livet tilbage!
Med hævet Hoved hun træder ud.
Staar hendes Husbond for Hug og Skud,
er hun vel ej ringere heller.
Hun Hustru er til en Karolin.
»Min Sorg alene maa være min!«
Et godt Exempel det gjælder.
»Frisk Mod, mine Venner! Russen fik Bank.
Igjen til vor daglige Dont uden Pjank!
— Saa længe Knægtene fægte,
vi brygger vort Øl og bager vort Brød!«
— Hun gik. Og en Mumlen blandt Skaren lød:
»Majorinden — ja hun er ægte!«