Mange Drømme ere fløjne
over dette Vand;
spejdet tidt har unge Øjne
mod den anden Strand,
til et Solblink i en Rude
hist bag Hveens Brink derude
blev et Slot med Taarne trende
— Nordens Maal og Ende.
Samlingstanken, som I drømte,
Kjøbenhavn og Lund!
Løftets Bæger, som vi tømte
her ved Øresund!
Skyen med de gyldne Sømme,
som vi saâ paa Himlen svømme
— blev det alt i Taager klamme
borte med det samme?
Men er Luftens Spejling svundet,
Drømmen vejret hen,
muntert end dog ruller Sundet
mellem Ven og Ven.
Frit vil under frie Strande
det kun sine Bølger blande;
anden Bro end Maanens Straale
vil det end ej taale.
Maa da nu ad skilte Veje
vi som Fjældets Elv
hver sit eget Flodløbs Leje
søge for sig selv,
kan dog Frænde smukt for Frænde
Bavn og Blus paa Vejen tænde,
at vi vise kan hverandre,
hvilken Gang vi vandre.
Og saa ofte atter Flammen
stiger højt mod Sky,
vore Baner bøjer sammen
for en Stund paa ny.
Atter faar de gamle Røster
Mæle under disse Kyster;
Fremtidshaab og Fortidsminder
farver vore Kinder.