Rig var vor Glæde, let paa Skjæbnens Bølge
Vugged vi trøstigt, selv hvor Skjær sig dølge,
Holdt vi kun helligt Livets gyldne Smykke,
Kjærligheds Lykke!
Tusind af Blomster pryde Jordens Have,
Fristende skjønne, hver en himmelsk Gave;
Ingen blandt alle sætter dog i Skygge
Kjærligheds Lykke.
Frejdige Ungdom! Dig har Eros kaaren;
Skatten den rige hæves kun i Vaaren,
Før Livets Mismod kjøler med sin Harme
Hjerternes Varme.
Maatte de Blikke, som nu straaler ømme,
Fulde af Haabets lykkeligste Drømme,
Aldrig formørkes, smile med en Flamme,
Altid den Samme!