Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Bryllupsdigt

Den 21. November 1872

Riig var vor Glæde, let paa Skjæbnens Bølge

Gynged vi trøstigt, selv hvor Skjær sig dølge,

Holdt vi kun helligt Livets gyldne Smykke:

Kjærligheds Lykke!

Tusind af Blomster pryde Jordens Have,

Fristende skjønne, hver en himmelsk Gave.

Ingen blandt Alle sætter dog i Skygge

Kjærligheds Lykke!

Freidige Ungdom, Dig har Eros kaaren,

Skatten den rige hæves kun i Vaaren,

Før Livets Mismod køler med sin Harme

Hjerternes Varme.

Maatte de Blikke, som nu straaler ømme,

Fulde af Haabets lykkeligste Drømme,

Aldrig formørkes, smile med en Flamme,

Altid den Samme!

* Lejlighedstryk i H. J. Andersens Saml.; tr. Nær og Fjern 8.12. 1872. Jf. Sidste Digte S. 73. I 1. Strofes 3. Linie er gyldne optaget (som sandsynlig Forfatterrettelse) fra Trykket i Nær og Fjern (Lejlighedstrykket og Sidste Digte har bedste). I samme Strofes 2. Linie har Sidste Digte Vugged (for Gynged). I 3. Strofe har Lejlighedstrykket som Rimord: kaaret — Vaaren, muligvis for oprindelig: kaaret — Vaaret (jf. Formen: et evigt Vaar i Orig.-Mskr. til Den efterladte Rose, se Bødtcher-Manuskripter S. 16).

Variant af denne tekst:

Ludvig Bødtcher: »Bryllupsdigt« – Sidste Digte (1875)