Dig selv, mit Barn, jeg kjender ei —
Jeg kjender kun din unge Alder,
Men den er som en Blomstervei,
Hvor Glæden vinker, naar du kalder:
Og fremad jublende du gaaer,
Og med en Gartner ved din Side,
Som fletter Blomster i dit Haar,
Og vogter Foden, som vil glide —
Men altid frem! Snart Veien naaer
Sin Udgang gjennem Blomsterbugter —
Med Et du ved en Have staaer,
Hvor Træer vinke dig med Frugter;
Men nu din Tanke selv bær’ Frugt,
Du mindes, at i Edens Have
Ei Alt var godt, som just var smukt,
Og fromt du vælger Træets Gave. —
O hvilken Duft og Fuglesang!
Saa rig du drømte Haven ikke,
Trods Bygerne en enkelt Gang
Gaae Dagene som Øieblikke.
Men Fremad! er din Fods Behov,
Og endt er Havens lyse Gange —
Den fører til en mægtig Skov,
Hvis Mørke gjør dig næsten bange.
Dog ene gaaer du ikke meer,
Dertil var du for god i Livet —
En trofast Arm du finder nær,
Hvortil du støtter dig som Sivet.
Omsider gjennem Skovens Nat
Du seer et Hav med brede Vover.
Og skjøndt din Fod er træt og mat,
Du føler, at du maa derover!
Da nærmer sig en mægtig Aand,
Og paa hans Vinger faaer du Sæde,
Han løsner blidt det sidste Baand
Imellem dig og Jordens Glæde!