Guldbryllupsbrevtil Gjentofte Præstegaard i April 1869Kan vel en Blind om Farver tale?Og tør en gammel ugift Svend,Hvis hele Liv svandt ensomt henSig nærme Hymens Høitidssale?Dog — Den maa være aandig blind,Hvem Synet af det Skjønne, IdealeEi rører dybt i Sjæl og Sind! —Det lysner stundom frem i Livet,Her i Forkrænklighedens Bo,Og spreder da sin milde RoLiig Aftnens Guld, selv over Sivet!I gamle elskelige To!Hvorhen idag I festligt trine,Har Eders Blik den sjeldne DydAt plante Blomsten TusindfrydI Alles Bryst og Alles Mine;Og Hver, som trykker Eders HænderMed Smil idag og vennehuld,Berører Ringens ægte Guld,Det ægteste, som Livet kjender!Halvhundred Aar i Fryd og VeeSom i en dunkel dyb AlleeI vandred ømt og trofast sammen,Og Ringens Aand gav Eder Mod,Og lyste klart for Eders Fod,Naar ikke ret I kunde see,Og vendte mangen Sorg til Gammen!Længst svandt hin faure Ungdomstid,Og Lokken, ak! blev sølverhvid,Men Ringen blev den Samme —Den funkler nu med sælsom Glands,Og smelter til en gylden KrandsI Kjærlighedens Flamme!